Sådan kommer du i gang med at købe kunst til væggen

Du skal følge din mavefornemmelse, når du bruger penge på kunst, lyder rådet fra to eksperter.

Under corona steg interessen for at købe kunst. Tendensen kunne ses både i Danmark og på verdensplan. Du kan også sagtens gøre det at købe kunst til en god forretning.

Det kan pynte på væggen, ægge sanserne og starte en samtale.

Men hvordan bærer du dig egentlig ad, hvis du gerne vil bruge noget af opsparingen på kunst?

Ud og se

Først og fremmest skal du ud og se et væld af værker. På den måde træner du dit blik og finder ud af, hvad du kan lide.

Det forklarer Caroline Bøge, der driver kunstrådgivningsfirmaet 2112.

– Besøg museumsudstillinger, messer og gallerier, og prøv at overvinde den barriere, du kan føle, der er i forhold til at tale med de mennesker, der arbejder i gallerierne, siger hun.

Galleribesøg for nybegyndere

* Ring gerne til galleriet på forhånd, beskriv din situation, og aftal en tid.

* Vær ærlig, hvis du ikke ved noget om kunst. Galleristen deler gerne ud af sin viden om værkerne, der er til salg.

* Gå efter kunst, du tror, du vil beholde i mange år og tænk ikke så meget på, om det passer til din nuværende indretning i hjemmet.

* Hvis der ikke er noget på galleriets vægge, der tiltaler dig, så spørg, om de har andet, de kan vise. Det kan være, de har bøger eller foldere med andre kunstnere og værker.

Kilder: kunstrådgiver Tania Asbæk og kunstrådgiver Caroline Bøge.

Og kunstrådgiver Tania Asbæk fra Collaborations by Tania and Thomas Asbæk stemmer i:

– Som udgangspunkt skal du have en interesse for kunst og lyst til at opleve den.

Dit fokus bør nemlig være på den mentale gevinst, som et maleri eller en skulptur giver dig, fremfor den økonomiske værdi.

– For mig er kunsten en portal til en anden verden. Hvis man har prøvet at have kvalitetskunst derhjemme, vil man gerne have mere. Det giver noget åndelig føde, siger Tania Asbæk.

Invester i livskvalitet

Ifølge Caroline Bøge skal du kategorisere dit kunstkøb som en investering i din livskvalitet.

– Tænk på værket som noget, der giver dig værdi, hver gang du går forbi det. Og så er det selvfølgelig flødeskum og fantastisk, hvis det går kunstneren godt, og det derfor stiger i værdi.

Med det in mente lyder rådet fra begge kunstrådgivere, at du ikke skal være bange for at købe med hjertet.

Men det betyder ikke, du skal slukke for din hjerne. Det er vigtigt at lave et godt forarbejde, lyder det.

Køb bredt

Det kan eksempelvis være smart at købe bredt. Det vil sige at gå efter værker af både yngre og lidt mere etablerede kunstnere og have øje for faktorer som kulturel diversitet og køn.

Derudover skal du forsøge at udfordre dig selv og lede efter noget, der ikke i gåseøjne er for perfekt.

– Du skal skelne mellem kvalitetskunst og dekoration. Kunst er ikke bare noget, der skal se pænt ud. Det skal vække noget uforklarligt i dig, siger Tania Asbæk, og Caroline Bøge supplerer:

– Der må gerne være en splint i øjet. Værket skal holde én på tæerne. Det er et godt tegn, hvis der er noget, der irriterer mig lidt. Man skal undre sig. Ellers bliver det for kedeligt.

Og du behøver nødvendigvis ikke have en stor fed bankkonto for at begynde din søgen efter dit første kunstkøb.

Et godt sted at starte er hos de helt unge kunstnere fra eksempelvis Kunstakademiet.

Du kan også gå efter papirarbejde som tryk eller litografier (stentryk).

– Vi har nogle supergode trykkerier herhjemme, hvor kunstnere får lavet meget fine værker, som kommer ud i et oplag, der ligger i en lavere prisklasse end malerier på lærred, forklarer Caroline Bøge.

Læs mere om kendte, kunstnere og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

. (Arkivfoto). – Foto: Peter Klaunzer/Ritzau Scanpix

Først publiceret: 14. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 14. september 2022 kl. 14:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og