Eksperter anbefaler middelhavskost mod sygdom
17 internationale ernærings- og diabetesforskere anbefaler i nyt friskt studie middelhavskost, nordisk mad, og vegetarmad i behandling og forebyggelse af diabetes.
Så er der godt nyt på diabetesfronten.
“Nordisk mad, middelhavsmad og vegetarmad kan bruges til behandling og forebyggelse af diabetes.”
Det er simpelthen budskabet i et dugfriskt forskningsresultat udarbejdet af 17 internationale ernærings- og diabetesforskere.
Den danske forsker – som er medforfatter til studiet, Kjeld Hermansen – har jeg med i min bog “Sådan! Medicinfri og ti kilo lettere”. Det giver en god følelse, at en stor kapacitet indenfor området blåstempler den retning med kosten, som har hjulpet mig og holdt min diabetes 2 nede på et medicinfrit niveau.
Den nye viden er baseret på kæmpestore undersøgelser, så der er vægt bag ordene. Det giver en markant gevinst at reducere på Matadormix , så her kommer de vigtigste gode råd fra undersøgelsen og nogle inspirerende tips til maden:
Det skal du skal spise
Den generelle anbefaling går ud på at spise fødevarer med højt indhold af:
Protein (fjerkræ, fiske- og kødpålæg, mælk, ost, bælgfrugter og nødder).
Mikronæringsstoffer (vitaminer og mineraler i grøntsager).
Kostfibre (grove grøntsager og fuldkornsprodukter).
8 gode moddagsretter
Hvem elsker ikke at sidde på en italiensk taverna og nyde den udsøgte mad med et glas vin til, og når det så ligefrem er sundt og flugter med kostanbefalingerne, er det bare bellissima.
Sydpå er forretten ofte noget med pasta, men hovedretterne er dem vi skal have:
1. Fisk
Ovnbagt laks/hvid fisk med dampede grøntsager og sauce – en sikker vinder.
2. Kylling
Mormors grydestegte kylling med rabarberkompot og en salat og groft brød.
3. Kalvekød
Saltimbocca: Kalvekød med røget skinke og salvie, tilbehør: Ratatouille.
4. Grill
Spyd på grill med en stor græsk salat med feta til.
5 Lam
Lammekølle med forårets grønne tilbehør og flødekartofler.
6. Vegetar
Vegetarlasagne med masser af grøntsager som auberginer og squash.
7. Skaldyr
Muslinger dampet i hvidvin er helt vildt sunde og lækre – og billige.
8. Gris
Svinemørbrad stegt i små stykker i masser af krydderier – tilføj kålsalat.
Gevinst for helbredet
Middelhavskost giver en vigtig og målbar nedsættelse af risikoen for hjerte-kar-sygdom og diabetes. Og det gode glas vin eller krus øl til er også blåstemplet af myndighederne – det er jo heller ikke at foragte.
Disse retter og råd ser jeg som sunde med en helbredsmæssig gevinst uden at skulle sige farvel til det gode middagsmåltid.
At dreje lidt på knapperne kan skabe stor forandring, øget velvære og livsglæde i en sundere krop – det er da værd at gå efter.
Anders Bachs klummer bygger på egne holdninger og erfaringer med livet som diabetiker.
Først publiceret: 19. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. maj 2023 kl. 14:21