Det skal du gøre, hvis din bagage er forsinket

Seks ud af ti danskere er ikke klar over, hvem der egentlig står med ansvaret, hvis deres bagage på rejsen bliver forsinket - eller væk.

Foto: Gjensidige

Man kan være uheldig og ende med at vente ekstra lang tid på at få udleveret bagage enten ved rejsemål eller ved hjemkomsten til de danske lufthavne.

Det er, hvad der kan ske, men hvad gør man egentlig i det tilfælde?

Der er kun én løsning på problemet, hvis ikke man modtager sin bagage, og det er at henvende sig til sit flyselskab på destinationen.

Deres handlingsselskab er ansvarlige for at transportere din bagage fra start til slut på din rejse, og de igangsætter så en eftersøgning af bagagen.

Rejseforsikringen kan hjælpe med gode råd og vejledning i situationen, men man får den hurtigste og nemmeste proces, hvis man går direkte til sit flyselskab.

Husk din erstatning

Skulle man være så uheldig, at ens bagage ikke er fulgt med på rejsen, står man som forbruger faktisk med muligheden for at søge erstatning hos sit flyselskab, også selvom bagagen ikke ender med at blive erklæret forsvundet.

Reglerne er sådan, at man som forbruger har ret til at få dækket sine udgifter til det, man kalder erstatningskøb med op til 10.000 kr. Det vil sige, at man kan få dækket omkostninger for ting, man har været nødt til at købe, fordi de befinder sig i den forsinkede, eller i værste tilfælde forsvundne, bagage.

Er din bagage forsinket med 21 dage betragtes bagagen som værende forsvundet, og flyselskabet skal dermed betale udgifterne til erstatning for de ting, du har mistet.

Dog kan det samlede beløb for erstatning ikke overstige de 10.000 kroner, og har du mistet genstande af højere værdi, yder rejseforsikringen typisk dækning, der kan supplere flyselskabernes begrænsede kompensation.

Et godt råd er derfor også altid at pakke de mest nødvendige ting i sin håndbagage, så man ikke står uden fx vigtig medicin eller betydningsfulde værdigenstande, hvis man skulle være uheldig, at ens bagage bliver forsinket eller forsvinder.

Kilde: Gjensidige.dk

Først publiceret: 18. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. maj 2023 kl. 14:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

og