Kickstart årets kartoffelhøst nu
Hvis du vil høste tidlige kartofler allerede fra juni, skal du i gang nu. To gartnere guider her til, hvad du skal gøre, hvis du vil være først i kapløbet.
Der er noget helt særligt ved årets første kartofler.
Og hvis du vil være én af de haveejere, som kan høste kartofler først, skal du faktisk i gang nu.
“Man kan lægge kartofler helt frem til maj-juni. Men hvis man vil være med i kapløbet om at være først, er det nu, der skal forspires,” siger Louise Møller, der er gartner og havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.
Tidlige læggekartofler
Som det første skal du have fat i tidlige læggekartofler.
Dyrk superkartofler i drivhuset
* Nogle dyrker kartofler i kartoffelspande. Det minder om en perforeret murerspand med lange huller, som er sat inden i en anden murerspand.
* Fidusen er, at man kan løfte den inderste spand og dermed kartoflens rodnet, høste et par kartofler og sætte planten retur i spanden. Hvis man derimod graver en kartoffelplante op fra jorden, kan man ikke plante den tilbage.
* De allertidligste kartofler kan du få, hvis du dyrker kartofler i drivhuset - gerne i spande. På den måde skaber du nemlig det varmest mulige miljø. Samtidig "strækker" du sæsonen ved at plante i kartoffelspande, hvor du kan høste ad flere omgange.
Kilde: gartner og havefaglig ekspert Louise Møller.
Det kan eksempelvis være sorterne Solist, Sofia eller Hamlet, nævner Louise Møller.
“Der findes flere end dem. Grundlæggende er det bare vigtigt, at det er en tidlig sort, og det står på pakken, når du køber dem,” siger hun.
Læg herefter kartoflerne til forspiring, siger Arne Petersen, der er gartner i Egå-afdelingen af Plantorama, som er Danmarks største kæde af plantecentre.
Han råder til, at du gør det i en æggebakke. Men det kan også foregå i en kasse med jord.
“En god forspiring er faktisk nærmest det vigtigste, hvis man vil være først med de nye kartofler. Og det er ikke for tidligt at begynde forspiringen i februar eller marts,” siger Arne Petersen.
Den optimale forspiring foregår i et lyst vindue eller lyst rum, hvor der ikke er for varmt – gerne i omegnen af 10-15 grader, lyder det fra begge gartnere.
Hvis de ligger meget varmt – men stadig kun får den begrænsede mængde sol, som er på denne årstid – vil de danne lange spirer, som nemt knækker.
“Så der skal være balance mellem varme og lys,” siger Louise Møller.
Forspiring i fire uger
Forvent, at forspiringen tager cirka fire uger.
Midtvejs, altså efter to uger, skal du gøre selve jorden klar:
Fjern ukrudt, og overdæk med klar plastik, så jorden varmes op.
“Vejret i april kan være alt fra plusgrader til ti graders nattefrost. Så man skal sikre, at der er noget varme i jorden, før man lægger kartoflerne,” siger Arne Petersen.
Når jorden har været dækket til i to uger, og kartoflerne forspiret i cirka fire uger, skal de lægges i jorden.
“Det klassiske er at grave en rande og lægge kartoflerne i 10-15 centimeters dybde og med 30 centimeters mellemrum,” siger Louise Møller.
Ikke overgøde
Du må gerne give en lille smule kompost eller gødning. Men du skal ikke overgøre det.
“Meget gødning giver ofte kartofler, som sætter en stor grøn top, men ikke særligt mange kartofler,” siger Louise Møller.
Overdæk igen jorden med plastik, frem til at de første skud kigger op ad jorden.
Udskift herefter plastikken med fiberdug.
“Så snart man overgår til fiberdug, skal man være ekstra opmærksom på nattefrost. Og hvis vejrudsigten lover nattefrost, så giv dem et ekstra lag fiberdug, der holder på varmen,” siger Louise Møller.
Med denne fremgangsmåde og lidt held fra vejrguderne kan du høste de første kartofler i starten eller midten af juni.
Men dermed ikke sagt, at det er sidste udkald for kartofler nu, understreger Louise Møller.
“Det er lettere at dyrke kartofler senere på sæsonen, hvor man hverken behøver fiberdug eller at varme jorden op med plastik. Det er kun, fordi der går lidt sport i at kunne høste tidligt,” siger hun.
Først publiceret: 13. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. marts 2023 kl. 14:25