10 gode råd til haven i marts

I årets første forårsmåned kan du blandt andet beskære træer og buske, fjerne mos og ukrudt og gøre køkkenhaven klar. Læs hvordan du gør, og find ud af, hvilke blomster du kan plante.

I marts er der normalt 18-20 frostdøgn, og så længe jordtemperaturen ikke er over 7 grader, sker der ingen vækst. Det bedste råd i marts er derfor at have tålmodighed lidt endnu.

1. Vær tålmodig

I marts er der normalt 18-20 frostdøgn, og så længe jordtemperaturen ikke er over 7 grader, sker der ingen vækst. Det bedste råd i marts er derfor at have tålmodighed lidt endnu.

2. Tjek græsplænen

Gå ikke på plænen mere end højst nødvendigt, hvis marts er kold. Riv ellers blade ud med en gummirive. Kontrollér jordens pH-værdi med lakmuspapir. Er den under 7, kan det bl.a. give mos i plænen. Drys i givet fald perlekalk ud på græsplænen: 5-10 kilo pr. 100 m2.

3. Fjern mos fra græsplænen

Hvis du ønsker at fjerne mos fra din græsplæne. fjernes det lettest i marts og april, hvor mospuderne ofte sidder løst. Du kan fjerne mos med rive, plæneklipper, elektrisk mosfjerner, godkendte bekæmpelsesmidler eller en vertikalskærer.

Se, hvordan landskabsarkitekt Louise Axholm fjerner mos med en rive i videoen herunder.

4. Beskær træer og buske

Marts er en god måned til beskæring. Alle buske og frugttræer (dog ikke blommetræer og kirsebærtræer) kan beskæres nu. Vent med en stor beskæring af roser og lavendler indtil begyndelsen af april.

Haveekspert Jesper Carl Corfitzen forklarer hvordan du gør i videoen herunder.

5. Gør køkkenhaven klar

Fjern ukrudt i køkkenhaven. Kultivér jorden med en god kultivator. Læg plastic ud på jorden og fastgør med fliser eller sten, så forvarmer du jorden og kan om nogle uger tyvstarte med tidlige grøntsager. Stil evt. større glasklokker på jorden, så de kan fungere som mini-drivhuse.

6. Klip stauderne

Klip og soignér stauderne i blomsterhaven og afklip visne frøstande. Del og omplant stauderne i bedene, hvis jorden sidst på måneden er rimelig tør.

7. Plant hæk og busk

Hvis jorden er blevet lidt tør og let, er marts en god måned at plante barrodede planter, fx hækplanter og buske. Tidlig plantning giver god mulighed for overlevelse. Plant fx nogle af havens virkelige ‘smykkestene’, forsythia, ribes, kirsebærkornel, klatrende vinterjasmin og troldnød (Hamamelis), der blomstrer sidst i marts.

8. Plant de rigtige blomster og flyt forårsløg

Vent med at plante sommerblomster – det går altid galt, hvis du gør det i marts. Vælg i stedet stedmoder, forglemmigej og bellis – de kan klare nætter med frost og er smukke indtil sankthans.

Flyt evt. blomstrende forårsløg, men vær forsigtig. Stik ned i jorden omkring løgene med en spade. Stik spaden ind under løgene og løft forsigtigt op.

9. Skær og klip

Skær eller klip visne grene og skud af planter, som er afsvedet af frosten. Skær eller klip altid tilbage til de steder, hvor der er grønt ved barken eller synlige grønne skud eller knopper.

10. Fjern ukrudt

Marts/april er det bedste tidspunkt at starte med at bekæmpe ukrudt i haven. Det er let at se ukrudtet, da det ofte begynder at gro tidligere end havens andre planter. Om sommeren har ukrudtsplanterne fået længere rødder og er derfor sværere at hive op.

Lug enten havens bede igennem for ukrudt ca. hver tredje uge fra marts/april og frem til sankthans, eller gå en haverunde hver eller hver anden dag, og fjern det ukrudt, du ser.

Læs mere om hus, have og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Bolius - få gratis råd om din bolig

SeniorNews samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

Først publiceret: 10. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 15. marts 2022 kl. 18:58

Se, hvad vi ellers skriver om: