Hvad skal man gøre under en storm?

At færdes ude under en storm kan være livsfarligt. Tagsten kan blæse ned. Træer og stilladser kan vælte.

Bevæg dig ikke ud under en storm eller orkan. Hold dig indendørs, lyder rådet.

Fredag bliver dele af landet ramt af stormen Otto. Enkelte steder kan der komme vindstød af orkanstyrke.

Du kan se, hvordan dit nærområde bliver ramt af stormen på Dansk Meteorologisk Instituts (DMI) hjemmeside.

Politiet og Danske Beredskaber har gode råd til, hvordan man kan forberede sig til kraftigt blæse- og stormvejr.

Sådan forbereder du dig

* Lyt til vejrudsigten og følg myndighedernes anvisninger.

* Fjern alle løse genstande omkring huset, eksempelvis havemøbler, byggematerialer og trampoliner.

* Fastgør det, du ikke kan fjerne. Fjern knækkede og visne grene, som kan være farlige, hvis de falder ned. Afstiv stilladser og andre svage konstruktioner.

* Fastgør løse tagplader og tagsten.

* Hjælp dine naboer med at stormsikre.

* Luk alle døre, vinduer og porte forsvarligt. Også tagvinduer.

* Parker ikke din bil i nærheden af høje huse eller under træer. Undgå især læsiden.

* Hvis varslet omfatter kraftig regn eller forhøjet vandstand langs kysten hvor du bor, bør du overveje at forberede dig på oversvømmelser.

Under stormen/orkanen

* Hold dig indendørs.

* Gå ikke ud under stormen for at fjerne løse ting, afdække et skadet tag eller lignende.

* Lyt til nyhedsudsendelserne og følg myndighedernes vejledning.

* Lad telefonen op i tilfælde af strømsvigt.

Hvis du alligevel skal bevæge dig ud

* Undersøg trafiksituationen. Veje kan blive spærret og broer kan lukke.

* Tjek om politiet fraråder unødig udkørsel.

* Undgå at færdes i skovområder og på broer.

Kilder: Politi.dk og Danske Beredskaber.

Først publiceret: 17. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. februar 2023 kl. 12:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

og