Derfor vælger du skærmen fremfor bogen
De digitale medier forsøger at fastholde din opmærksomhed mest muligt. Og det kan gå udover lysten til at læse.
Stadig færre danskere læser bøger.
Det viser en rapport af Bogpanelet, skriver DR Nyheder.
De seneste tre år har den overordnet udvikling været, at færre læser ugentligt eller hyppigere.
Og samtidig er der flere, som aldrig læser.
Skærmen stjæler vores tid
Og en af grundene til udviklingen skal findes i forbruget af det digitale.
Det mener Anne Marie Mai, der er litteraturprofessor ved Syddansk Universitet.
Hun peger på, at vi er blevet “storforbrugere” af de digitale muligheder.
Og det er gået udover lysten til at læse.
Derfor vælger du digitale medier
Digitale medier som YouTube, Snapchat, TikTok og Netflix er designet til at stjæle og fastholde vores opmærksomhed, forklarer videnskabsjournalist Søren Hebsgaard.
“Og det er helt vildt, hvor dygtige de er. Det er nogle meget magtfulde kræfter at være oppe imod,” siger han og fortsætter:
“Hele programmørhold hos Snapchat, Instagram eller TikTok, der har fantastiske algoritmer, der ved, hvad du vil se, og hvad der skal til at fastholde dig.”
Oplysninger man kan stole på
Ifølge Søren Hebsgaard er det svært at tilvælge litteraturen, når vi er vant til at blive hyperstimuleret af de digitale medier.
Men bøger byder ellers på mange kvaliteter, siger litteraturprofessor Anne Marie Mai.
Bøgerne kan blandt andet indeholde stor kunstnerisk værdi, og oplysninger man kan stole på.
Kilde: DR Nyheder
Først publiceret: 29. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 27. januar 2023 kl. 13:59