Tusindvis går glip af boligens største strømbesparelser
Hver tredje dansker, der forsøger at spare på elregningen i hjemmet, anser badeværelset for at være den største synder. Energiekspert peger dog på køkkenet, som hjemmets største strømsluger.
I en tid med høj inflation og endnu højere elpriser er energibesparelser i hjemmet blevet et populært samtaleemne landet over. Men danskerne er uenige om, hvor besparelsespotentialet er størst.
Godt hver tredje dansker tror nemlig, at der er størst potentiale ved at spare på energien i badeværelset, mens hver femte svarer, at det er køkkenet, der er den største synder, når det kommer til ens elregning.
Den største syndebuk
Men ifølge byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, Bo Halm Andersen, er der ingen tvivl om, at arbejdet med at sænke strømforbruget i hjemmet bør starte i køkkenet.
“Det kan være overraskende for mange, at køkkenet faktisk er den største syndebuk for højt strømforbrug i hjemmet. Men når man tænker over det, så er det også det rum, hvor vi bruger flest elektriske apparater og funktioner, som køle-/fryseskab, ovn, komfur, kaffemaskine, opvaskemaskine og diverse andre køkkenapparater,” siger Bo Halm Andersen.
Det kan du gøre
Han har konkrete råd til danskerne, når de vil spare på strømmen i køkkenet:
“Det gælder alt fra temperaturregulering af køle- og fryseskab, korrekt brug af opvaskemaskinen samt energioptimering af ovnen og komfur, hvor eftervarme bør indtænkes, som en naturlig del af madlavningen. Og så kan man også overveje, om man én gang om ugen helt skal droppe at tænde for ovnen eller komfuret, og i stedet kaste sig over at lave kolde retter til aftensmad. Det kan i den grad også være med til at sænke energiforbruget.”
Kilde: gjensidige.dk
Først publiceret: 26. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 26. januar 2023 kl. 14:46