Dansk OL-løber: Sådan kommer du i gang med løbetræning i den kolde tid
Løb er en billig og fleksibel måde at holde sig i form på. OL-løber Thijs Nijhuis deler sine bedste råd til, hvordan du kommer i gang og undgår begynderfejl.
Vinteren banker på, og den er en god anledning til at begynde at løbe. På de mørke eftermiddage og aftener kan man opleve sit nærområde på en helt ny måde i gadelampens skær.
Og der er flere fordele ved at starte i den kolde tid.
Stierne er ofte mennesketomme, og der er plads til, at man kan være sig selv og få et tiltrængt afbræk fra den hektiske dagligdag.
Husk gode løbesko
Har du overvejet at løbetræne, får du her gode råd fra den 30-årige danske OL-atlet Thijs Nijhuis, så du kommer godt i gang. Han er Danmarks hurtigste nulevende maratonløber og den næsthurtigste nogensinde.
“Løb er ikke en sport, som kræver meget udstyr, men man skal købe et par gode løbesko. De skal være behagelige at have på, for ingen gider at løbe i ubehagelige sko, der giver vabler,” siger han.
I starten kan man godt få vabler, men så længe skoene er behagelige at have på, skal det nok gå, tilføjer han.
“Nybegynderen skal passe på med at løbe for langt og for hurtigt. Man skal sætte ambitionsniveauet ned i starten. Det er helt afgørende for, at man undgår skader,” siger OL-atleten.
Motivation
Det kan også være motiverende at sætte sig et konkret mål som at løbe til begivenheder som Royal Run og DHL-stafet.
“Jo længere en distance man vil løbe, desto længere tid skal man bruge på at forberede sig. DHL-stafet er for eksempel en god og overskuelig distance på 5 kilometer, som alle kan træne sig op til,” siger han.
Efterhånden som kroppen vænner sig til at løbe, og man kan mærke, at løbeformen bliver bedre, kan man træne sig op til at løbe distancen hurtigere eller løbe længere.
“Jeg vil sige, at de fleste kan træne sig op til at løbe i hvert fald en halvmaraton,” siger Thijs Nijhuis.
Spis ikke for meget inden løb
Man skal undgå at spise for meget, lige inden man skal løbe. De fleste kan sagtens klare sig med kroppens depoter, hvis de skal løbe i op til en time.
“Hvis man har en enkelt god løbejakke, der kan klare vind og vand i vinterhalvåret, får man en bedre oplevelse, når man løber på stierne.”
“Kan man finde tiden til at løbe roligt et par gange om ugen i 30 minutter, vil man efter blot et år se forrygende resultater,” siger Thijs Nijhuis.
Først publiceret: 8. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 8. december 2022 kl. 10:50