Julehandel på nettet: Sådan undgår du at blive snydt

Internettet gløder, når danskerne svinger dankortet og handler julegaver i webshops. Men hver 7. oplever fup. Undgå at blive snydt med nyt online-værktøj "SIKKER SHOPPING".

Pas på når du handler julegaver på nettet. Der bliver flere og flere fupbutikker.

Ho, ho, ho – julehandlen er i gang. Men køb på internettet kan hurtigt udvikle sig til alt andet end en hyggelig oplevelse.

Kriminelle står klar med falske webshops, der lokker penge og kontonummer fra dig – uden at du får varen, du tror du har købt og bestilt.

Hver 7. dansker har oplevet at være udsat for it-kriminalitet, hvor de på internettet er blevet omdirigeret til fupbutikker eller hjemmesider med forfalsket indhold, viser tal fra Danmarks Statistik.

Selv om 150.000 falske webshops blev anmeldt til politiet af organisationen e-mærket sidste år, fortsætter mange upåvirket deres svindel.

Omkring 33.000 af fuphjemmesiderne er nemlig stadig aktive et år efter, at e-mærket overdrog dem til det danske bagmandspoliti, oplyser DR.

Seniorerne er lige så flittige som andre til at handle på nettet, men ældre er oftere ofre for diverse IT-forbrydelser.

”Desværre er antallet af fup-butikker stigende, og de danske myndigheder har svært at følge med og har ofte ikke bemyndigelse til at lukke dem ned, men må sende dem videre til de lande, hvor domænerne er oprettet. Ofte består disse fup-webshop derfor og kan blive ved med at snyde og bedrage,” fremgår det af en ny kampagne, der skal gøre det mere trygt at handle på internettet.

Det danske e-mærke, der er et mærke for sikre danske webshops, og Trygfonden,  er gået sammen om online-værktøjet ”SIKKER SHOPPING”, forbrugerne kan bruge, når de handler på nettet.

”Der lægger en lang række kriterier til grund for, hvad SIKKER SHOPPING kategoriserer som en falsk webshop, og det er en kombination af disse kriterier, som gør udslaget. Det kunne være mangelfulde eller forfalskede handelsbetingelser, firma-oplysninger og domæneinfo samt at der er tale om markedsføring og salg af ulovlige kopivarer – oftest produceret i Kina,” lyder det om det nye online-værktøj.

Sådan fungerer det

SIKKER SHOPPING fungerer helt enkelt ved, at du tydeligt får vist hvilke webshops, e-mærket har mistænkt for at være fup-butikker drevet af it-kriminelle. Disse webshops markeres nemlig med et rødt advarselsikon i alle dine søgeresultater.

Klikker du dig alligevel ind på en fupbutik, får du vist en tydelig advarsels-meddelelse med opfordring til at forlade siden.

Der vises et lille blåt e-mærke ud fra alle de webshops, som er e-mærket. På den måde kan du nemt finde de online butikker, som er certificeret.

Se video. Sådan henter du SIKKER SHOPPING

Først publiceret: 25. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 25. november 2022 kl. 13:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og