Aflyser alt: Dario lagt ned af sygdom igen
83-årige Dario Campeotto aflyser alle arrangementer på grund af sygdom.
Det er ikke mere end to måneder siden, at Dario Campeotto var kommet på benene igen efter en kræftoperation i sommers.
Men nu er den gal igen, skriver Ekstra Bladet.
Den 83-årige sanger må endnu engang se sig nødsaget til at aflyse arrangementer, fordi sygdommen har slået til igen.
Det betyder, at han ikke kommer til at medvirke i det kommende jubilæums-arrangement ‘Dansk Alger Parade 2023’, hvor Campeotto ellers havde en stor rolle som en af de helt gamle gårdsangere.
Optimisme fra konen
Efter operationen var sangerens kone, Gertrud Campeotto, ellers håbefuld på sin mands vegne.
“Den (fremtiden, red.) ser fin ud, for alt er gået godt, men det er en hård omgang for kroppen,” sagde Gertrud til Ekstra Bladet i september.
Dario Campeotto brød for alvor igennem, da han med sangen “Angelique” i 1961 sikrede Danmark en femteplads ved Eurovision Song Contest i Nice.
Den blev hans signatursang og startskuddet til en livslang sangkarriere, som dog for nu er på pause.
Pause i næsten et år
“Jeg havde håbet at kunne opfylde de job, der er i kalenderen, men de må foreløbig udsættes. Nu må jeg bruge alle kræfter på at blive rask,” sagde Dario Campeotto i en erklæring tilbage i januar.
Siden har den stået på mere ro og hvile i hjemmet på Frederiksberg, hvor han bor med hustruen Gertrud, som han har en søn og en datter med.
Parret har været gift siden 1977.
Først publiceret: 21. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 21. november 2022 kl. 12:28