Få det tjekket
I 2012 blev Esben Dalgaard første gang diagnosticeret med modermærkekræft. Han bliver behandlet, og de næste mange år mærker han ikke noget til kræften. Indtil foråret 2021, hvor Esben opdager knuder flere steder i kroppen.
Han får foretaget et hav af prøver og scanninger og bliver bedt om at møde op på hospitalet til en snak om resultaterne. Her får han besked om, at han har fremskreden kræft i ryggen, maven, halsen, brystet og flere steder i leveren. Formodentlig har kræften ligget latent i kroppen i alle årene siden første diagnose og har spredt sig gennem blodet.
Ifølge lægerne er sygdommen med stor sandsynlighed opstået på grund af solskader, som Esben har fået som barn i en tid, hvor man ikke var ligeså opmærksom på skygge og solcreme, som man er i dag. Nu ønsker han at bruge sin stemme til at fortælle andre om alvoren ved modermærkekræft.
- Jeg er desværre et levende eksempel på alvoren ved modermærkekræft. Hvis min historie kan få flere til at gå til lægen og få tjekket et deformeret modermærke, fordi de kan se, at det kan udvikle sig til noget grimt, vil det være et meget værdifuldt resultat af nogle ulykkelige omstændigheder, siger Esben Dalgaard, der kommer med en særlig opfordring til mænd fra sin egen generation.
- Det er statistisk set flest kvinder, der får modermærkekræft, men flest mænd dør af sygdommen, og det er jo helt vanvittigt. Jeg vil gerne opfordre mine kønsfæller, der tilsyneladende er lidt langsomme i optrækket, til at komme til lægen og få det tjekket. Jeg tilhører en generation, hvor en mand ikke så tit går til lægen, hvis noget gjorde ondt. Den forstokkede og livsfarlige opfattelse vil jeg gerne være med til at rykke.
Immunterapi giver grund til optimisme