Ny viden: Telefonen kan forbedre din hukommelse
Ny forskning maner alle bekymringer til jorden: Telefonen er ikke med til at forværre hukommelsen - tværtimod.
Nogle sætter et kryds på hånden, andre skriver en huskeseddel, men de fleste af os sætter en påmindelse på vores mobiltelefon for at huske ting.
Så er spørgsmålet, hvorvidt det påvirker vores evne til at huske i en negativ retning, når vi lader telefonen minde os om fødselsdage, aftaler eller daglige gøremål.
Det har en gruppe forskere sat sig for at undersøge ved at kigge på 158 forsøgspersoner mellem 18 og 71 år, der alle blev sat til at løse en hukommelsesopgave.
Resultatet er meget interessant, for her viste det sig, at de digitale hjælpemidler både forbedrede deltagernes evne til at huske de informationer, de havde gemt, og dem, de ikke havde gemt.
Ingen grund til bekymring
Når deltagerne havde mulighed for at benytte et digitalt hjælpemiddel – for eksempel en tablet eller computer – hjalp det dem til at huske informationer, de havde gemt på det.
Men studiet viser også, at lagring af vigtige oplysninger på digitale enheder faktisk kan aflaste vores hukommelse, som så kan bruges til at huske andre ting, vi ellers ville have glemt.
“Når vi lader digitale enheder om at huske ting for os, har hjernen flere ressourcer til at huske andre informationer. Brugen af et digitalt redskab kan således forbedre vores hukommelse for information, som vi ikke har gemt elektronisk,” siger Dawa Dupont, ph.d.-studerende ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.
Kilde: videnskab.dk
Først publiceret: 9. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 9. november 2022 kl. 10:44