Flere sover dårligt: Her er 3 gode råd – og 3 fejl du skal undgå
Flere danskere sover dårligt. Sådan lyder det fra Statens Institut for Folkesundhed. Læs de gode råd, du bør følge og fejlene, du bør undgå.
Hver sjette dansker er hårdt ramt af søvnproblemer.
Sådan lyder konklusionen fra Statens Institut for Folkesundhed, skriver Syddansk Universitet.
Er du en af dem, der kæmper med søvnproblemer, så er der heldigvis gode råd at følge. Man bør dog være varsom, for der er også flere fejl, som folk begår.
Det oplyser TV 2, der har talt med en speciallæge.
Flere danskere sover dårligt
Der er tale om et stigende problem, når man ser på tallene over de danskere, der har problemer med deres søvn.
Tilbage i 2010 svarede 10 procent, at de havde haft en dårlig nattesøvn inden for de seneste 14 dage. I en ny undersøgelse er tallet 16,3 procent.
Hvis man hertil ser på hele befolkningen, så har halvdelen været generet enten i mild eller alvorlig grad, lyder det fra SDU.
De oplyser, at det særligt er kvinder, der er hårdt ramt. Her er det næsten hver femte kvinde – eller omkring 19,6 procent. Hos mænd er tallet 12,9 procent.
Tallene er baseret på undersøgelsen Den Nationale Sundhedsprofil 2025. Her svarede over 135.000 danskere på spørgsmål om blandt andet deres søvn.
TV 2 har talt med Ida Wium-Andersen, der er speciallæge ved søvnklinikken SPP Klinik, som kommer med gode råd, man kan følge.
Tre gode råd
1. Til at starte med skal man finde et fast opvågningstidspunkt, hvor man står op. Dette gør sig gældende både i hverdagen og i weekenden.
2. Det næste råd er at gå i seng, når man føler sig søvnig nok til at falde i søvn. Dette vil sige, når man har svært ved at holde øjnene åbne.
3. Det sidste gode råd er, at man skal sørge få at komme udenfor i dagstimerne og få en masse sollys.
Det bør du undgå
1. Ifølge Ida Wium-Andersen skal man undgå at udvide sit søvnvindue. Dette betyder, at man ikke skal gå tidligere i seng, hvis man ikke er søvnig nok til at falde i søvn.
2. Selvom det kan være fristende, hvis man bliver træt i løbet af dagen, så anbefaler speciallægen også, at man undgår at sove lur om dagen.
3. Afslutningsvis lyder det fra Ida Wium-Andersen, at man bør undgå at sove længe – også selvom man har haft en dårlig nattesøvn.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 24. april 2026
Artiklen er sidst opdateret 24. april 2026 kl. 11:51