Bekæmp rusten på dine haveredskaber

Det er grimt og genstridigt, men med få midler kan du få bugt med rusten på riven og planteskeen.

Vind og vejr tærer på haveredskaberne. De kan blandt andet blive ramt af flyverust, der giver rødlige pletter. Dine haveredskaber holder derfor længere, hvis du har dem hængende et tørt og lunt sted. Det kan være i et skur eller en kælder.

Du har glemt den ude i regnen, sidst du lugede rosenbedet, og nu er din rive rødbrun af rust. Men med lidt knofedt kan du gøre den skinnende fin igen.

Og det behøver ikke tage lang tid. Det siger Casper Kjerumgaard, der er tømrer og bygningskonstruktør.

– Jeg plejer at smøre maskinolie på stålet og skrubbe med noget ståluld, som de fleste af os har ved hånden. Så forsvinder det, fortæller han.

Smør med ketchup

Hvis dine haveredskaber er særligt hårdt ramt, kan du også gribe ud efter ketchupflasken i køleskabet.

Gør også haven vinterklar

* Vinteren venter forude, og derfor er det en god idé at forberede haven på koldt og blæsende vejr.

* Havemøblerne skal ind, og trampolinen skal fastgøres. I det hele taget skal alt, der kan flyve væk, rykkes i sikkerhed.

* Vandslangen skal rulles sammen og indendørs. For den risikerer at sprænge, hvis den ligger udenfor i frostvejr.

* Har du frostfølsomme planter stående i krukker på terrassen, skal du også skynde dig at sætte dem ind i huset, skuret eller ind under et halvtag.

Kilde: Louise Møller, som er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.

– Ketchuppen har et højt indhold af syre og sukker, som angriber rusten og fjerner den, siger Casper Kjerumgaard.

Han anbefaler, at du smører stålet på riven, planteskeen eller skovlen ind i ketchup, putter en plastikpose omkring og lader det ligge et døgn eller to. Skyl herefter ketchuppen af med varmt vand.

Hvis der stadig sidder noget rust tilbage, kan du give det en skrubbetur med maskinolie og ståluld.

Vejen frem med olie

Olie er også vejen frem, hvis du ønsker at forebygge, at rusten vender tilbage til næste år. Det fortæller Louise Møller, der er havefaglig rådgiver hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

Hun bruger dog ikke maskinolie, men helt almindelig madolie fra køkkenskabet.

– Jeg smører selv mine haveredskaber ind i madolie en gang om året, og det er typisk her i det sene efterår, siger Louise Møller.

Ligesom du hvert år tager havemøblerne ind om efteråret, kan du gøre det til en fast rutine at få vasket og olieret dine haveredskaber.

I samme ombæring kan du tjekke, om træskaftet på eksempelvis riven trænger til at blive slebet med noget fint sandpapir. Det kan fjerne sorte pletter i træet. Bagefter kan du med fordel give det en omgang møbellak.

– Det holder nemlig bedre på træet, forklarer Casper Kjerumgaard og fortsætter:

– Brug en efterårsdag med godt vejr på at slibe og lakere alle dine haveredskaber. Det tager max en time, og så er de klar dagen efter til at komme i skuret.

Vigtig med opbevaring

For at undgå rust på skovlen og riven er det afgørende, hvordan du opbevarer dem.

Her er det vigtigt, at du finder et lunt og tørt sted. Det kan passende være i et haveskur, og hvis du ikke har det, kan du hænge haveredskaberne op på et stativ i carporten, i kælderen eller under et halvtag.

– De skal indendørs på en eller anden måde. Så holder de længere, siger Louise Møller, og Casper Kjerumgaard supplerer:

– Det er fedt at forlænge holdbarheden. Det er sådan, som mormor og morfar har gjort.

Først publiceret: 5. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. november 2022 kl. 13:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

og