3 gode råd: Stop de smertefulde toiletbesøg
En speciallæge giver dig gode råd til, hvad der er godt at huske, når du skal på det lille hus. For eksempel skal du tænke over, hvordan du sidder.
Hvornår skal jeg gå på toilettet? Og hvordan skal jeg sidde?
Måske er det ikke lige nogen spørgsmål, som du tænker så meget over i hverdagen. Men faktisk er det givet godt ud, hvis du tænker over dine toiletvaner.
Husk også håndvasken
* Der er flere situationer i hverdagen, hvor du skal huske at vaske hænder. Det gælder også, når du har været på toiletbesøg.
* En korrekt håndvask tager et minut.
* Du skal huske at skylle hænder og håndled, inden håndsæben påføres. Det skal vare i cirka 10 sekunder. Hænderne skal nemlig være våde, inden du bruger sæbe, da det mindsker risikoen for håndeksem.
* Herefter fordeles sæben grundigt på hænder og håndled i cirka 15-20 sekunder. Her skal du huske fingerspidser, tommelfingre, mellemrum mellem fingrene samt håndrygge, håndflader og håndled.
* Sæben skylles omhyggeligt af i omkring 15 sekunder, og hænderne tørres.
Kilde: Sundhedsstyrelsen.
Det forklarer Dennis Raahave, som er seniorforsker og speciallæge i kirurgi og kirurgiske mave-tarm-sygdomme.
Her kommer hans tre gode råd til, hvad du skal huske, når du skal have afføring.
Sid rigtigt
Når det handler om, hvordan du sidder på toilettet, skal du passe på ikke at sidde for højt, siger Dennis Raahave.
– Naturfolk sidder på hug. Og den stilling skal man forsøge at imitere på et toilet. Så toilettet skal være rimeligt lavt.
– Og det skyldes, at en vinkel i endetarmen retter sig bedre i det øjeblik, hvor man er i en lavtsiddende position. Og man lægger ikke hindringer i vejen for, at man kan tømme tarmen, siger han.
Når man skal, så skal man
Der er en refleks i kroppen, som fortæller dig, når du skal på toilet. Og den skal du lytte til. Således skal tarmen altså kun være fyldt, når du går på toilettet, hvor den så tømmes.
For ellers vil der ligge en for stor mængde afføring i tarmen, som du ikke kommer af med. Og det kan føre til forstoppelse, forklarer seniorforskeren.
– Selv om man kommer på toilettet på andre tidspunkter, har der formentlig hobet sig mere op, end man kommer af med. Og resultatet er, at man begynder at få mavegener i form af udspiling og ondt i maven, siger Dennis Raahave.
Han forklarer også, at de manglende toiletbesøg kan føre til lidelser eller følgesygdomme.
– Hvis der konstant er overophobet afføring i tyktarmen, kan man være uheldig, så bakterier breder sig fra tarmen og ud til siderne, og så kan man få bylder, siger seniorforskeren.
Dennis Raahave fortæller også, at eksempelvis forstoppelse kan ende med hæmorider.
Lad tarmen passe sig selv
Når du så har lyttet til din krop og er klar til at besørge, skal du lade naturen gå sin gang, lyder det fra Dennis Raahave.
– Tarmen tømmer sig selv reflektorisk. Det vil sige i løbet af omkring 30 sekunder, siger han.
– Med den rigtige kost, væske og motion skulle man gerne opnå en afføring, som ikke er hård. Nogle skal vente længe, og det er, når systemet er gået i udu i forhold til det normale.
Seniorforskeren forklarer, at en god kost særligt består af grøntsager, der indeholder gode fibre.
Derudover er det godt at drikke rigeligt med letflydende væske som vand, kaffe og te samt at dyrke motion en halv time dagligt. Særligt løb, da det giver tarmen en bedre bevægelighed.
Først publiceret: 5. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. november 2022 kl. 13:56