Så mange flere bor vi i Danmark
Tilflytning fra udlandet er den primære årsag til, at den danske befolkning voksede med 33.000 personer sidste år.
Den danske befolkning voksede med lidt mere end 33.000 personer sidste år.
Det viser en rapport fra Danmarks Statistik.
Dermed udgjorde Danmarks befolkning 5.873.420 personer den 1. januar i år.
Størstedelen af tilvæksten skyldes tilflytning fra udlandet. 76.278 personer flyttede til landet, mens 49.803 rev teltpælene op og tog turen den anden vej.
I 2021 var indvandringen 16 procent over niveauet i 2020. Udvandringen var derimod otte procent lavere.
Flere børn og indvandrere
De fleste tilflyttere kommer fra Rumænien, Polen, Sverige og Norge. Størstedelen af dem, som fraflyttede Danmark, tog til Tyskland.
Resten skyldes den naturlige befolkningstilvækst. Det vil sige antallet af levendefødte minus døde.
I rapporten fremgår det, at der blev født omkring 63.000 børn sidste år. Det er 4,2 procent højere end i 2020 og seks procent over gennemsnittet for de seneste ti år.
Det er ikke set højere siden 2008.
Der blev under første coronanedlukning i foråret 2020 snakket meget om et potentielt babyboom, fordi mange brugte mere tid derhjemme end normalt.
Det er ikke muligt af aflæse hos Danmarks Statistik, hvad der ligger til grund for den konkrete udvikling.
Man kan dog konstatere, at der er en mindre overvægt af fødte drenge.
Antallet af døde lå også et stykke over tidligere niveauer. Sidste år døde cirka 57.000 mennesker. Det er 6,7 procent over gennemsnittet for de seneste ti år, og det er ikke set højere siden 2003.
Læs mere om Danmark, samfundet og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 17. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 17. oktober 2022 kl. 12:14