Kribler det i krogene? Disse insekter overvintrer i dit hjem

Naturen flytter bogstavligt talt indenfor i takt med, at vejret bliver koldere. De flerbenede gæster er dog for det meste helt harmløse.

Du kan i de mørke måneder risikere at finde eksmepelvis Harlekinmariehønen i massevis på loftet, i skillevægge eller redskabsskure.

Når efteråret skruer ned for temperaturen, er du ikke den eneste, der søger ind i varmen.

Flere af naturens bevingede væsener vil også gerne indendørs for at overvintre.

Og det får telefonen til at bimle hos insektforsker Thomas Pape, der arbejder ved Statens Naturhistoriske Museum.

Langt de fleste af de ubudne gæster gør dog ingen skade.

“Men det er en af de interaktioner med naturen, som vi kan forbløffes over,” siger han.

1. Fluer i hobetal

Et af de dyr, som Thomas Pape får mange henvendelser om, er klyngefluen.

Den er stor og sort og forveksles nemt med spyfluen.

I slutningen af september samles klyngefluerne i store flokke og klemmer sig gerne ind gennem sprækkerne i huset for at finde et lunt sted at gå i hi.

“Det kan folk ikke lide. De synes, at det er ulækkert og tror måske, at der ligger et dødt dyr et sted og rådner. Men det har intet med det at gøre,” forklarer Thomas Pape.

Klyngefluerne er helt harmløse, og der er ikke ret meget, du kan gøre for at holde dem ude.

“Vi kan i stedet vælge at se det som et fantastisk fænomen. Det kan være spændende at observere, hvis man kan overbevise sig selv om, at det ikke er klamt,” siger Thomas Pape.

2. Summende røgsky

En lille gul- og sortstribet fritflue eller græsflue vil også gerne indenfor om vinteren i store mængder.

“Det pudsige er, at de vælger en specifik lejlighed eller et specifikt hus, som hjemsøges år efter år,” fortæller Thomas Pape og fortsætter:

“Folk ringer og ved ikke deres levende råd. Og når fluerne skal ud igen til foråret, kan det ligne en røgsky, der stiger op fra taget. Det er sket, at naboer har ringet efter brandvæsenet.”

Det vides endnu ikke, hvad det er, der gør, at fritfluerne vælger et hus fremfor et andet.

“Så det eneste, man kan gøre, er, at prøve at holde vinduerne så tætte som muligt,” siger insektforskeren.

3. Invasiv evigglad

Harlekinmariehønen er en invasiv version af den velkendte, plettede bille.

Men modsat den almindelige mariehøne tåler den ikke frostvejr.

Derfor kan du i de mørke måneder risikere at finde dem i massevis på loftet, i skillevægge eller redskabsskure.

Harlekinmariehønen betragtes som et skadedyr, fordi den fortrænger de almindelige mariehøns.

Finder du dem derhjemme, kan du med fordel fjerne dem med en støvsuger, lyder rådet fra Thomas Pape.

Bringer du en skadedyrsbekæmper ind i billedet, skal du være opmærksom på, at forsikringen ikke dækker for den form for skadedyr.

Det forklarer Tine Sode, der er fagekspert hos Bolius.

“De fleste forsikringsselskaber dækker kun, hvis der er tale om trænedbrydende angreb. Det skal altså være et insekt, som æder træ. For eksempel borebiller,” siger hun.

4. Søvnige sommerfugle.

Dagpåfugleøje og Nældens Takvinge er navnene på nogle af de sommerfugle, der finder vej til loftsrummet, skillevæggene eller gæsteværelset for at ligge i en lang vinterdøs.

Men stiger temperaturen pludseligt i huset, kan du komme til at vække dem.

“Så flakser de mod ruden. De vil ud i lyset, fordi de tror, det er blevet tid til at sætte nye generationer i verden,” siger Thomas Pape.

Først publiceret: 16. oktober 2022
Artiklen er sidst opdateret 14. oktober 2022 kl. 14:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og