Nu kan du få gratis influenza vaccine

Fra 1. oktober 2022 kan du gratis blive vaccineret mod influenza, hvis du er fyldt 65 år, lever med en kronisk sygdom eller på anden vis er i særlig risiko.

Hvis du er fyldt 65 år, kan du få en gratis influenzavaccination hvert år mellem den 1. oktober og 15. januar.

Dit immunforsvar svækkes naturligt med alderen. Derfor har du som ældre øget risiko for at blive alvorligt syg af influenza – også selvom du er rask og aldrig har haft influenza før.

Risikoen er størst, hvis man samtidig har en sygdom som fx hjerte-, lungesygdom eller diabetes, men også ældre, der ellers er sunde og raske, er i øget risiko. Du kan blive mere afkræftet af influenzaen end yngre mennesker, fordi det tager længere tid at komme på højkant igen.

Gratis vaccination

Du skal have vaccinen hvert år for at være beskyttet, da der findes flere influenzatyper, og da influenzavirus ændrer sig fra år til år.

Desuden holder effekten af en vaccine ca. et halvt år. Du er ikke beskyttet mod influenza, selvom du har haft sygdommen før.

Vaccinationen nedsætter din risiko for at få influenza. Hvis du alligevel bliver smittet, bliver sygdommen mindre alvorlig. Du kan ikke få influenza af at blive vaccineret.

Du bør blive vaccineret så tidligt som muligt for at få den bedste effekt af vaccinationen.

Hvordan bliver jeg vaccineret?

Du vil modtage en invitation som Digital Post, som du kan læse på borger.dk, e-Boks og mit.dk. Hvis du er fritaget for Digital Post, vil du modtage din invitation med posten.

Hvor du kan blive vaccineret afhænger af, hvor i landet du bor. Du kan f.eks. blive vaccineret i et vaccinationscenter, hos nogle praktiserende læger og på nogle apoteker.

På Danmarkskortet kan du finde vaccinationstilbud nær dig. Nogle steder kræver tidsbestilling direkte hos dem. Andre steder kan du møde op uden tidsbestilling. Det kan du se på kortet.

Få et overblik over vaccinationsstederne her

Hvis du vil vaccineres i et regionalt vaccinationscenter skal du bestille tid på vacciner.dk, når du har modtaget invitationen.

Du kan også ringe til din regionale hotline på nedenstående numre, hvis du har behov for hjælp til tidsbestillingen.

Region Hovedstaden: Tlf. 38 66 00 00
Region Sjælland: Tlf. 70 20 42 33
Region Syddanmark: Tlf. 99 44 07 17, tryk 1
Region Midtjylland: Tlf. 70 23 24 15
Region Nordjylland: Tlf. 97 64 84 63

Kilde: sst.dk

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 29. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 29. september 2022 kl. 9:00

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og