Prins Joachim er i chok: Mister prinse-titler

Grevinde Alexandra siger på vegne af sig selv og prins Joachim, at deres børn føler sig udstødt. Grevinde Alexandras reaktion på fratagelse af titler er bemærkelsesværdig højrøstet, siger ekspert.

Dronning Margrethe tager fra 1. januar alle prinse- og prinsessetitlerne fra prins Joachims fire børn. Foto: Ritzau Scanpix.

Fra 1. januar 2023 vil prins Joachims børns titler som prinser og prinsesse til Danmark bortfalde.

Det har dronning Margrethe besluttet. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Bliver grever og komtesser

De fire kongelige børnebørn kan dog stadig anvende deres adelstitler som grever og komtesse af Monpezat.

– Prins Joachims efterkommere vil således fremover skulle tiltales som excellencer. Dronningens beslutning ligger i tråd med lignende tilpasninger, som andre kongehuse på forskellig vis har gennemført i de senere år, skriver kongehuset i pressemeddelelsen.

Sådan skriver kongehuset selv:

I april 2008 tildelte Hendes Majestæt Dronningen sine sønner, deres ægtefæller og deres efterkommere titlen af greve, grevinde og komtesse af Monpezat. I maj 2016 blev det desuden meddelt, at Hans Kongelige Højhed Prins Christian som den eneste af Dronningens børnebørn forventes at modtage årpenge fra staten som voksen.

I naturlig forlængelse heraf har Hendes Majestæt besluttet, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachims efterkommere med virkning fra den 1. januar 2023 alene kan benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat, idet deres hidtidige titler som prinser og prinsesse til Danmark bortfalder. Prins Joachims efterkommere vil således fremover skulle tiltales som excellencer. Dronningens beslutning ligger i tråd med lignende tilpasninger, som andre kongehuse på forskellig vis har gennemført i de senere år.

Hendes Majestæt Dronningen ønsker med sin beslutning at skabe rammerne for, at de fire børnebørn i langt højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer.

Alle fire børnebørn fastholder deres plads i arvefølgen.

Dronningens hensigt er ifølge kongehuset at give de fire børnebørn friere rammer til at skabe deres egen tilværelse “uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset som institution indebærer”.

Det drejer sig om børnene Nikolai på 23 år og Felix på 20 år, som prins Joachim har med grevinde Alexandra, samt Henrik på 13 år og Athena på 10 år, som prins Joachim har med prinsesse Marie.

Beholder pladsen i arvefølgen

Selv om de fire kongelige børnebørn mister nogle titler, fastholder de deres pladser i arvefølgen, oplyser kongehuset.

Men det er alligevel en beslutning, som ifølge B.T. kommer bag på de fire børnebørns forældre – prins Joachim, prinsesse Marie og grevinde Alexandra.

– Vi er alle uforstående over for beslutningen. Vi er kede af det og i chok. Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Børnene føler sig udstødt. De kan ikke forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem, siger grevinde Alexandra til B.T. på vegne af sig selv, prins Joachim og prinsesse Marie.

Naturlig udvikling

Det er en opsigtsvækkende, men på sin vis en naturlig udvikling, at prins Joachims børn mister prinse- og prinsessetitlerne.

Det siger Sebastian Olden-Jørgensen, historiker ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet og kongehusekspert.

– For nogle generationer siden var kongefamilien lille, men nu er den faktisk stor. En regulering er naturlig, siger han.

For mange privilegerede

Hans vurdering er, at kongehuset formentlig er bange for, at der bliver for mange prinser og prinsesser.

– Hvor mange privilegerede unge mennesker, synes offentligheden det er en god idé at have løbende rundt? Det er ikke kun et spørgsmål om apanage og den slags, det er et spørgsmål om status.

Olden-Jørgensen henviser desuden til, at samme regulering er foretaget i Sverige.

Grevinde Alexandra har over for B.T. reageret kraftigt og sagt, at børnene føler, at de mister deres identitet.

Den reaktion kalder Sebastian Olden-Jørgensen for “bemærkelsesværdig højrystet og direkte”.

– Kongehuset forsøger at sælge det som en frihed, at de sætter de unge mennesker fri ved at fratage dem prinse- og prinsessetitlerne. Det er så en frihed, som i hvert fald grevinde Alexandra ikke synes er særlig sjov for dem at have, siger han.

Hvad synes du? Giv din mening til kende HER:

Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 28. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 29. september 2022 kl. 10:47

Se, hvad vi ellers skriver om: