Hvad gør jeg, hvis jeg har glemt bruger-ID, PIN-kode eller adgangskode til MitID?

Se her, hvad du skal gøre, så du er klar til den 31. oktober, hvor du ikke længere kan bruge NemID.

Inden 31. oktober 2022 skal vi alle skifte NemID ud med MitID.

Hvis du har været ude i god tid, har du måske glemt dit bruger-ID, PIN-kode eller adgangskode, fordi du i overgangsperioden stadig kunne bruge NemID.

Se her, hvordan du gør:

Jeg har glemt bruger-ID til MitID

Har du glemt dit bruger-ID, kan du få det oplyst ved at logge på hjemmesiden MitID.dk med NemID.

Alternativt kan du:

  • Scanne dit pas i MitID appen ved at vælge ’Opret MitID’ og dermed genaktivere dit MitID.
  • Kontakte MitID supporten på 33 98 00 10, som kan oplyse dig om dit bruger-ID, når du har identificeret dig i telefonen ved at oplyse pas- eller kørekortnummer samt besvaret nogle spørgsmål fra CPR-registeret.

Jeg har glemt PIN-kode til MitID app 

Har du glemt PIN-koden til din app, kan du selv genaktivere din MitID app ved at scanne dit pas og ansigt i MitID appen.

Alternativt kan du:

  • Ringe til MitID supporten på 33 98 00 10, som kan sende dig en midlertidig PIN-kode på sms, når du har identificeret dig i telefonen ved at oplyse pas- eller kørekortnummer samt besvaret nogle spørgsmål fra CPR-registeret.
  • Har du en “back up” i form af en MitID kodeviser eller en ekstra MitID app installeret på en anden enhed, kan du selv bestille en midlertidig PIN-kode på MitID.dk

Jeg har glemt adgangskode til MitID kodeviser eller kodeoplæser

Har du glemt din adgangskode til din MitID kodeviser eller kodeoplæser, eller er din adgangskode blevet spærret, kan du logge på MitID.dk og lave en ny adgangskode på din profilside, hvis du også har MitID appen.

Alternativt kan du ringe til MitID supporten på 33 98 00 10, som kan hjælpe dig med at oprette en ny adgangskode, når du har identificeret dig i telefonen ved at oplyse pas- eller kørekortnummer samt besvaret nogle spørgsmål fra CPR-registeret.

Jeg har slettet MitID appen eller har fået ny telefon

Har du fået ny telefon eller slettet MitID app på din telefon, skal du hente og aktivere en ny MitID app.

Det gør du ved at scanne dit pas og ansigt i MitID appen. Gå ind under indstillinger og vælg ’Aktiver app’.

Hent appen til Android her

Hent appen til iPhone her

Alternativt kan du:

  • Har du MitID på en tablet, en anden telefon eller har du en kodeviser, kan du få en ny aktiveringskode ved at logge på din profil på MitID.dk
  • Få en ny aktiveringskode i Borgerservice i din kommune.

Kan jeg have MitID på flere enheder?

Du kan godt have MitID på flere enheder. Det er faktisk en stor fordel for dig.

Har du mulighed for det, er det altid en god ide at have MitID på en ekstra enhed, så kan du nemmere geninstallere, hvis du får ny telefon. Har du en tablet eller en ekstra telefon, bør du derfor også have MitID appen på den.

Du kan også bestille en kodeviser, så du kan bruge den.

Læs mere om MitID, populære apps og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 20. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 20. september 2022 kl. 14:24

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og