VMD-dommer Sonny Fredie Pedersen mishandlet som barn
Den nye 35-årige Vild Med Dans-dommer, Sonny Fredie Pedersen, var på alles læber i 1998, da DR i en kontroversiel TV-dokumentar afslørede hvordan faren nådesløst tvang sin søn til at øve i time- og dagevis på dansegulvet.
Husker du lille 11-årige Sonny Fredie Pedersen, der nådesløst blev tvunget til at træne og danse i døgndrift af sin far, Mickey Fredie Pedersen, tilbage i 1998?
Fredag aften så du ham igen, denne gang som dommer i den nye sæson af Vild Med Dans. 35-årige Sonny Fredie Pedersen har nemlig overtaget dommersædet fra Vild Med Dans-veteranen, den 80 årige Britt Bendixen.
Spærrede øjnene op
Tilbage i 1998 fik det mest af Danmark DR-dokumentaren “Ingen slinger i Valsen” galt i halsen.
DR viste over to aftener dokumentaristen Per Wennicks kontroversielle udsendelse om verdens bedste børnedansere, Sonny Fredie Pedersen og hans dansepartner, Jeanne Aunel, begge 11 år, som trænede til et nyt verdensmesterskab.
Det var elitesport i sin yderste konsekvens og kræver disciplin, koncentration og hårdt arbejde. En børneopdragelse, som lå milevidt fra den danske pædagogik og børneforståelse – i hvert fald dengang.
Nådesløs disciplin
I månedsvis talte alle om den tyranniske far og danselærer, Mickey Fredie-Pedersen, der jog de to børn, Sonny og Jeanne, rundt på dansegulvet i timevis. Tvang dem til at øve i endeløse dage, rejste land og rige rundt med børnene for at de optrædte og promovere familiens danseskole og stille op til pressen konstant.
Senere lærte vi også Sonnys storesøster, Gigi, der var fem år ældre, at kende, da hun overtog rollen som sin brors dansepartner og også begyndte at synge og optræde sammen med Sonny. Endnu senere var vi også vidne til at Gigi Fredie Pedersen som purung kvinde blev livsfarlig syg på grund af en voldsom spiseforstyrrelse.
Har sin egen danseskole
I dag bor Sonny Fredie Pedersen i USA. Det har han gjort siden 2009.
Han har de seneste mange år boet og arbejdet i Los Angeles, hvor han har koreograferet dans for store stjerner, drevet sin danseskole “International Dance Academy” og udgivet sin egen musik.
Men nu vender han altså tilbage til Danmark for at blive dommer i ‘Vild med dans’ hvor han var den yngste i dommerpanelet, da han satte sig i stolen sammen med Jens Werner, Anne Laxholm, Nikolai Hübbe og Marianne Eihilt i den nye sæson af Vild Med Dans i åbningsprogrammet.
Amerikansk Vild Med Dans
Selvom Sonny Fredie Pedersen har boet så længe i udlandet, har han som sagt været kendt af danskerne i næsten 25 år.
Foruden dokumentarprogrammet ‘Ingen slinger i valsen’ i 1998, har han også været dommer i programmet “Danmarks bedste danser” i 2020.
Sonny Fredie Pedersen har også stiftet bekendtskab med ‘Vild med dans’ tidligere. Han har nemlig koreograferet flere større dansenumre i den amerikanske version af programmet ‘Dancing with the stars’, den amerikanske udgave af “Vild Med Dans”.
De 13 år, han har boet i Los Angeles, regner han også med at trække på, når han skal bedømme nydanserne i ‘Vild med dans’.
Amerikansk energi
– Jeg kommer helt klart til at se det hele lidt udefra, og jeg håber, at jeg kan bibringe noget af min energi herovre fra USA i kraft af mine forskellige ekspertiser. Jeg kommer til at være fair hele vejen igennem og klart værdsætte alles indsats, siger Sonny Fredie Pedersen.
– Det er en opgave, jeg kommer til at tage med så meget stolthed. Det er på hjemmebane i Danmark, og jeg glæder mig til at kunne sidde hver fredag sammen med danskerne og nyde det, som det hele handler om: at danse, siger Sonny Fredie Pedersen.
Du kan gense det kontroversielle program “Ingen Slinger i Valsen” fra DR i 1998 HER
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 10. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 9. september 2022 kl. 14:23