Få bedre billedkvalitet på din fladskærm
Billedkvaliteten på dit smart-tv bliver meget bedre, hvis du indstiller dit tv korrekt. Få hjælp til at indstille lysstyrke, kontrast og farver.
Vil du gerne indstille billedkvaliteten på din fladskærm, så start med følgende:
- Gå ind i billedmenuen.
- Notér indstillingerne i tilfælde af, at du vil tilbage.
- Slå alle billedoptimeringsfunktioner fra
Finjuster lysstyrke, kontrast og farver med nedenstående 3 trin fra Forbrugerrådet Tænk.
1. Indstil lysstyrke på dit tv
Farverne (colour) skal du tone ned, til du lige nøjagtig får et sort/hvidt billede.
Afspil en film eller et serieafsnit med nogle meget mørke scener. Juster nu lysstyrken (brightness), så du lige nøjagtig kan se detaljerne i de mørke dele af billedet.
2. Indstil kontrast på dit tv
Find en lys scene i en film eller tv-serie med noget hvidt, for eksempel en hvid bygning eller en t-shirt. Justér kontrasten (contrast), indtil billedet er behageligt lyst. Det lyse i billedet skal ikke være overbelyst, så det blot ligner en stor, hvid masse.
Gå tilbage til den mørke scene og tjek, om du stadig kan se detaljerne. Hvis det er nødvendigt, må du genjustere kontrasten, indtil du finder en god balance.
LCD-skærme kan være svære at indstille på dette punkt, hvis du skal have de mørke nuancer med og samtidig undgå at gøre billedet for mørkt. Det ender formentlig med et kompromis.
3. Indstil farver på dit tv
Hvis du har fulgt punkt 1 og 2, skal du nu skrue op for farvetonerne.
Farverne indstiller du ved først at finde nogle scener eller en nyhedsudsendelse med nærbilleder af ansigter.
Læg mærke til huden på personerne. Indstil farverne så huden ser naturlig ud, og ikke har et grønt eller alt for lyserødt skær.
Fladskærmen kan have indbyggede indstillinger som “kold”, “varm” eller “neutral”. Her er neutral ofte at foretrække.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk
Læs mere om indstillinger, tv og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 23. august 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. august 2022 kl. 11:47