4 gode tip: Gør plads i budgettet til dyr vinter

Der venter mange udgifter til efteråret og vinteren. Derfor bør du allerede nu klargøre din økonomi. Få gode råd her.

Du kan sprede udgifterne ud og måske få mere for dine penge, hvis du ser efter vintertøjet allerede nu.

Sommeren synger snart på sidste vers. Og selv om det bare er med at nyde sensommeren, skal du faktisk allerede nu tænke frem mod efteråret og vinteren i din privatøkonomi.

Sådan lyder rådet samstemmende fra to privatøkonomer.

Her får du deres bedste råd til at polstre din privatøkonomi.

1. Læg til side til kvartalsregninger og efterårsudgifter

Kvartalsregninger falder hver tredje måned, og det betyder, at der venter nogle ekstra udgifter i september.

Derfor bør du sætte lidt ekstra til side i denne måned for at undgå et økonomisk smæk. Det fortæller Jacob Ruben Hansen, som er økonom hos Forbrugerrådet Tænk

“Der kan også vente nogle udgifter til efterårs- og vintertøj, som det er en god idé at sætte penge af til nu,” siger han.

2. Der venter en dyr vinter

Der er faktisk god grund til allerede nu at kigge helt frem til vinteren og julen. Det siger Louise Aggerstrøm Hansen, som er chefanalytiker og forbrugerøkonom hos Danske Bank.

“Det gode ved udgifter som julegaver og flyverdragter er, at de er meget forudsigelige. Vi ved jo, at vinteren kommer. Så man kan allerede nu sætte 100-200 kroner, eller hvad man skal bruge, af om måneden.”

“Det er lettere at sætte lidt til side hver måned end pludselig at lægge et stort beløb. Og du skal i hvert fald ikke havne i, at du er nødt til at tage et kviklån for at følge med,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.

3. Køb vintertøjet nu, og gør et kup

Du kan sprede udgifterne ud og måske få mere for dine penge, hvis du ser efter vintertøjet allerede nu.

“Man kan se, om man kan finde noget, der er billigt eller brugt. Det er et tidspunkt, hvor der ikke er mange andre, der kigger på det,” siger Jacob Ruben Hansen og fortsætter:

“Man kan være heldig, at andre lige har gået skabet igennem og sælger ud af det vintertøj, de ikke skal bruge. Så kan man nå at finde de gode tilbud og undgå at stå i september, når alle andre også er på udkig.”

4. Få styr på varmekilden nu og undgå chok til vinter

Der er også regninger til huset, du med fordel kan lægge til side til allerede nu.

Det gælder særligt opvarmningen.

“Måske bliver priserne ikke lige så høje som sidste år, men det kan man ikke satse på. Så det er en god idé at sætte pengene til side allerede nu,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Har du en dyr varmekilde – som for eksempel et gasfyr – bør du også overveje, om du skal sadle om.

“Det er nu, mens man har tiden til det, at man skal overveje en anden løsning,”siger hun.

Det kan eksempelvis være et skift til varmepumpe. Det er vigtigt at få regnet på, om det kan svare sig.

Selv hvis det ikke kan, kan du måske lave andre tiltag, der kan file en luns af din varmeregning til vinter.

“Måske kan man skifte vinduerne ud eller lave andre former for energirenovering, der sætter en i en god position, når vinteren kommer.”

“Det er smart at overveje det nu i stedet for til oktober. For der er man næppe alene om det,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Læs mere om spareråd, privatøkonomi og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 27. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret 27. juli 2022 kl. 10:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og