Sommerhus? Sådan sparer du på energien

Sommerhussalget har været rødglødende de seneste år - og sommerhussæsonen strækker sig længere end før. Derfor kan det betale sig at spare på energiforbruget.

Når man siger sommerhus, så tænker de fleste nok mere på afslapning og familietid end på energioptimering og elregninger.

Men med tanke på de stigende energipriser bør man tænke over sit energiforbrug.

Sådan lyder rådet fra Matilde Grøn Bjørneboe, der er ansvarlig for rådgivningstjenesten sparenergi.dk, som drives af Energistyrelsen.

“Energiforbruget i sommerhusene er steget siden 2013, blandt andet fordi husene er blevet større og bruges mere og længere hen på sæsonen. Så selv om ens fokus primært er at slappe af, kan man med fordel tænke over sit forbrug,” siger hun.

Sådan sætter du ind

Hvor du skal sætte ind, afhænger af sommerhuset og dine vaner.

Derfor har Energistyrelsen udviklet et nyt værktøj: hjemmesiden sommerhustesten.dk.

Fra simpel træhytte til komfortabel feriebolig

* Sommerhussalget har været rødglødende, og tal fra udlejningsbranchen viser, at brugs- og udlejningssæsonen ligeledes er blevet strakt ud over flere måneder.

* Kort sagt bliver sommerhusene brugt mere end før - eksempelvis til en forlænget weekend, hjemmearbejde eller at holde jul.

* Derfor er energiforbruget tilsvarende steget, især fordi mange ældre sommerhuse er simple konstruktioner, som slet ikke er skabt med henblik på at holde på varmen.

* Dette skaber en uheldig vekselvirkning, når energipriserne samtidig har nået historiske højder.

Kilde: Energistyrelsen, sparenergi.dk, Danmarks Statistik.

Her kan du indtaste adressen på dit sommerhus samt supplerende oplysninger om varmekilder, husets stand, og hvordan du bruger det.

Beregneren supplerer med registerdata fra BBR og foreslår, hvor det bedst kan betale sig at sætte ind.

Eksempelvis giver det ikke den store gevinst at efterisolere et gammelt sommerhus, hvis det udelukkende bruges om sommeren.

“Men hvis du har et gammelt og dårligt isoleret sommerhus, som du bruger en masse energi på at varme op om vinteren, så vil du spare rigtig meget ved at energioptimere,” nævner Matilde Grøn Bjørneboe.

Gode vaner

En lavthængende frugt, som gælder alle, er at huske de gode vaner:

Sluk for apparater, du ikke bruger. Sluk lyset, når du forlader rummet. Og undgå standbyforbrug.

“Det er noget, man kan gøre og spare penge på fra dag ét, men noget, man måske ikke tænker over lige i sommerhuset,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Næste skridt er at kaste et kritisk blik på sine apparater.

Sommerhuset bliver nemlig let en apparatkirkegård for det aflagte tv og de gamle hvidevarer.

“Men de kan være enormt dyre i forbrug. Og så sparer man ikke så meget ved at overtage naboens gamle kummefryser,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Igen afhænger det af, hvor ofte apparatet bruges.

Et køleskab er eksempelvis tændt hele tiden, og et gammelt køleskab kan bruge fem gange så meget strøm som et nyt.

“Så her vil besparelsen være markant større, end hvis det er en håndmikser, man bruger to-tre gange årligt,” nævner Matilde Grøn Bjørneboe.

Invester i anlæg

En tredje overvejelse er, om I skal investere i et solvarmeanlæg.

Det er en lidt større udskrivning. Til gengæld kan et solvarmeanlæg ofte dække hele sommerhusets varmtvandsforbrug i sommermånederne, viser tal fra Energistyrelsen.

“Og hvis man også bruger sommerhuset i ydersæsonen, så kan et solvarmeanlæg måske dække 70-80 procent af varmtvandsforbruget,” tilføjer Matilde Grøn Bjørneboe.

Fjerde sparetip er at kigge på radiatoren.

Hvis du har et sommerhus med elradiator, er det over en bred kam den dyreste opvarmningsform i Danmark lige nu overhovedet.

Så hvis du ofte bruger dit sommerhus om vinteren, kan du overveje en luft til luft-varmepumpe.

“Den koster et sted mellem 5.000 og 20.000 kroner, men er langt mere energieffektiv end elradiatoren. Så her kan man virkelig skære noget af elregningen,” siger Matilde Grøn Bjørneboe.

Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

 

Først publiceret: 20. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret 22. juli 2022 kl. 14:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

og