Aase på 78 år kører for rent vand i Burkina Faso
På motorcykel kører Aase landet rundt og samler penge ind til den NGO, hun selv har stiftet.
For 3. år samler ildsjælen Aase Bonde penge ind til den humanitære forening Danish Burkinabe Links, der arbejder for at etablere rent drikkevand, køkkenhaver, planteskole og omlægning af majsmarker til chiamarker i landsbyen Tourouba i Burkina Faso.
Aase er uddannet sygeplejerske. Da hun i sin tid tog uddannelsen, havde hun et stærkt ønske om at komme til Afrika som sygeplejerske. Men sådan gik det ikke. Hun blev gift og fik 2 børn, og tiden gik sin gang.
“Drømmen var der stadig, opdagede jeg, efter min mand døde, og jeg tilfældigvis mødte nogle afrikanere på fortovet. Så endte jeg med at blive formand for Dansk Flygtningehjælp i Sønderborg. Da jeg så læste i avisen om et landmandsprojekt i Burkina Faso, tog jeg kontakt til projektet og endte med at tage med til Afrika. Det var i 2010,” fortæller Aase Bonde.
Sponsoreret motorcykel
Aase er god til at få andre til at støtte op om den gode sag.
Når hun kører rundt for at samle ind, kører hun på en Indian Scout motorcykel, som hun har fået sponsoreret, og når hun overnatter rundt i landet, får hun også sit ophold sponsoreret.
Vi mødte hende på Rosengårdens Bed and Breakfast i Føllenslev udenfor Kalundborg, hvor værterne støtter op om sagen ved at tilbyde overnatning og arrangere en tur med lokale MC’ere.
Man skulle tro, at Aase havde kørt motorcykel hele sit liv, men sådan er det slet ikke.
”Da jeg var ung kørte jeg scooter, og havde kørekort til den. I Afrika har jeg kørt på en knallert, men indtil for et par år siden, havde jeg aldrig kørt på motorcykel,” fortæller Aase. ”Men da der manglede penge til projektet, og der skulle ske noget, så tænkte jeg, at det kunne jeg vel nok få lært.”
Derfor tog Aase fat i Jensens Motorcykler i Horsens. Hun ringede og aftalte et møde:
”Hvis jeg fortalte min alder i telefonen, ville han nok sige nej. Men så mødtes vi personligt, og så spurgte jeg, om han mon ikke kunne bruge en gammel tusse som mig, og så lavede vi en aftale om, at jeg kunne låne en motorcykel.”
Første kørte Aase rundt på egen hånd, men efterfølgende har hun allieret sig med lokale MC’ere og Indian Motorcycle Riders Group, som også støtter op om sagen.
Arbejder samme med Michel i Burkina Faso
Med på turen er også Michel Dieni, der er kommet til Danmark fra Burkina Faso for at følge Aase rundt på Danmarks-touren. Han er Aases lokale samarbejdspartner, og Aase og Michel har arbejdet sammen i mange år.
Michel er i 70’erne. Sin præcise alder kender han ikke, da han som mange andre i Burkina Faso ikke blev registeret, da han blev født.
“Vi mødte tilfældigvis hinanden ved et busstoppested i Burkina Faso,” fortæller Michel, som er pensioneret skolelærer. “Vi fandt ud af, at vi havde en fælles interesse i at gøre skolevæsenet bedre. Siden har vi arbejdet sammen om at bygge en ny skole og renovere den gamle.”
Aase og Michel fortæller stolte, hvordan det kun tog 3 måneder at bygge skolen i landsbyen, som har 3.000 indbyggere. Ved projektets start i 2012 var der 340 børn i skolen. Nu er der 600 elever fordelt på flere klasser, så hver klasse er gået fra 120 elever ned til 60-70 elever. Skolen har gode resultater og er nu blevet et sted, hvor andre elever kommer for at tage afsluttende eksamen.
De har også skaffet containere med hospitalsudstyr fra Danmark til Burkina Faso. Det har hjulpet 6 hospitaler.
Fortsætter så længe hun kan
Til næste år fylder Aase 80 år. Derfor bliver årets tur i 2023 flyttet til september, så hun kan fejre fødselsdagen, mens hun kører rundt og samler ind.
“Jeg vil fortsætte, så længe mit helbred tillader det. Jeg vil hjælpe dem, der ikke selv kan,” siger Aase Bonde.
Om vandprojektet
Vandprojektet skal bruge 400.000 kroner.
Pengene går til at etablere rent drikkevand, køkkenhaver, planteskole og omlægning af majsmarker til chiamarker i landsbyen Tourouba i Burkina Faso.
Aase har samlet 46.000 kroner ind i 2020 og 23.000 kroner i 2021.
Hvis du vil støtte projektet, kan du gøre det på MobilePay 65 52 21 eller på foreningens bankkonto i Danske Bank 1551 11011934
Læs mere på foreningens hjemmeside
Læs mere om ildsjæle, frivilligt arbejde og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 5. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret 6. juli 2022 kl. 9:30