Nyt studie: Ældre bliver mere kærlige

Hjernen udskiller mere af stoffet oxytocin med alderen, viser et nyt studie. Stoffet kan gøre dig både mere hjælpsom og næstekærlig mod andre mennesker, ligesom det ser ud til at give en højere tilfredshed med dit eget liv.

Oxytocin kaldes ofte for ’kærlighedshormonet’, fordi det blandt andet udskilles, når mennesker krammer, kysser, ammer eller har sex.

Du kender måske et ældre menneske, der altid står klar med et venligt smil og en hjælpende hånd.

Og det kan hænge sammen med, at hjernen frigiver mere af det kemiske stof oxytocin, efterhånden som vi bliver ældre, viser et nyt studie.

Stoffet, der ofte kaldes ‘kærlighedshormonet’, ser ud til at gøre os mere tilfredse med livet og hjælpsomme overfor andre.

Sørgelig video frigav hormon

At oxytocin hænger sammen med kærlighed, hjælpsomhed og glæde, har forskerne efterhånden vidst længe. Ligeledes viser statistikker, at ældre mennesker er mere hjælpsomme, bruger mere tid på frivilligt arbejde og giver mere til velgørenhed.

Forskerne bag den nye undersøgelse ville derfor undersøge, om den gråhårede næstekærlighed skyldtes et højere niveau af oxytocin.

​​Ved at undersøge 100 testpersoner i alderen 18 til 99 år fandt de ud af, at ældre mennesker rigtigt nok frigiver mere af det kærlige hjerne-kemikalie.

I forsøget så testpersonerne en video af en far, der fortæller om sin kræftramte søn. Både før og efter filmvisningen tog forskerne blodprøver på testpersonerne.

Forskerne kunne også konkludere, at deltagerne med højere niveauer af oxytocin i blodet var mere villige til at donere penge til kræftforskning, end de mindre oxytocin-rige testpersoner.

Hjælpsomhed starter positiv spiral

I et spørgeskema svarede forsøgspersonerne også på fem spørgsmål om deres tilfredshed med livet. Generelt var ældre mennesker mere tilfredse med livet – og specielt de ældre mennesker med højere niveauer af kærlighedshormonet.

Forskerne bag rapporten understreger, at de ikke kan fastslå, hvad der kommer først – højere oxytocin, hjælpsomme handlinger eller tilfredshed med livet.

I tidligere forsøg med dyr har forskerne fundet beviser for, at oxytocin motiverer til at hjælpe andre, og at hjælpsomhed får hjernen til at frigive mere oxytocin.

På den måde bliver oxytocin, glæde over livet og næstekærlige gerninger ifølge forskerne en positiv spiral, hvor alle tre dele giver mere af de andre to.

Oxytocin er det kærlige hormon

Oxytocin er et naturligt forekommende hormon i kroppen.

Det kaldes ofte for ’kærlighedshormonet’, fordi det blandt andet udskilles, når mennesker krammer, kysser, ammer eller har sex.

Oxytocin udskilles fra hypothalamus i mellemhjernen.

Hormonet giver en følelse af lykke og velvære, og det er særligt vigtigt, når mennesker skaber dybe relationer og knytter bånd.

Kvinder har et højere niveau af oxytocin i kroppen end mænd, og stoffet spiller en vigtig rolle ved amning og fødsel.

Forskning peger på, at oxytocin bl.a. er med til at forstærke forelskelse, så den forelskede finder sin udkårne mere tiltrækkende end alle andre.

Læs mere om sundhed, sex og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Illustreret Videnskab

Artiklen er bragt i samarbejde med Illustreret Videnskab.

Link til Illustreret Videnskab HER

 

Først publiceret: 2. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. maj 2022 kl. 17:51

Se, hvad vi ellers skriver om: