Kendt TV-vært: Jeg ser ikke mine forældre mere
Den populære TV 2-vært Louise Wolff fortæller, hvorfor hendes forhold til forældrene gled ud.
Den smilende TV-vært, Louise Wolff fra TV2, røber i et interview i Alt For Damerne, at hun ikke mere har kontakt med sin forældre.
De fleste kender den 43-årige Louise Wolff fra programmer som “Go’ Morgen Danmark” og “Sporløs” samt mange af de store shows på TV2.
I dag bor hun sammen med sin kæreste Jonas Bøgh og deres to fælles børn, Gertrud på 2 og Billie på 5 år.
Men forud er gået en tumultarisk ungdom, der er kommet til at præge Louise Wolff voldsomt.
Hendes forældre blev skilt, da hun var 12 år gammel, og kort efter flyttede faren til Grønland, mens hendes mor fik en ny kæreste, som hun skabte en ny familie med. Da den nye kæreste ikke “var interesseret i at der fulgte børn med i pakken”, som Louise Wolff selv beskrive det, så kom hun “vældig i klemme”.
Kontakten gled ud
Efter nogle turbulente teenageår flyttede hun tre år efter over til noget familie på Bornholm, og det er dem, som hun i dag kalder sin familie.
Det har også betydet, at hun i dag ikke mere har kontakt med sine forældre. Det er simpelthen langsomt gledet ud.
-Jeg har faktisk ingen relation til dem længere, fordi det gik fløjten dengang. Der gik nogle år, hvor det gradvist blev dårligere, og i dag ses vi ikke. Det er ikke, fordi der er et stort skænderi i gang eller noget, men over årene er vi gledet længere og længere fra hinanden. Tråden knækker på et tidspunkt, når man ikke plejer relationen eller er en del af hinandens liv. Det skal dog lige siges, at inden alt det her skilsmisse ligesom krakelerede hele strukturen i vores familie, fungerede alt fint. Så alle de der vigtige byggesten, der skal til for, at man får en fornemmelse for, hvem man selv er, og at man føler sig elsket, havde jeg fået, siger Louise Wolff til Alt For Damerne.
Kilde: Alt For Damerne
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 10. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:33