Bedragere gik efter kvinder med ældre navne

To unge mænd er tre måneder efter fængselsdom i sag, der kaldes Sweet Talk, igen blevet sigtet for bedrageri.

De to bedragere ringede målrettet efter kvinder med navne som Else, Herdis eller Esther. Navne på personer, der typisk er lidt oppe i årene.

Der er kun gået tre måneder, siden to unge mænd blev dømt for at have bedraget mange ældre kvinder over telefonen.

Nu er de ifølge Københavns Politi i gang igen.

De blev anholdt i en lejlighed i Indre By i København onsdag. Anklageren krævede mændene varetægtsfængslet torsdag, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Operation-Sweet Talk

Den oprindelige efterforskning blev af politiet kaldt for “Sweet Talk” – netop fordi de ældre var blevet ført på afveje af den indsmigrende tale.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Peter Reisz bekræfter, at der tidligere har været en sag på dem, og at de fik nys om, at de var begyndt deres bedrageri igen.

– Vi finder nogle enkelte sager, hvor vi kan se, at de er i gang. Hvor det er dem, der står bag.

– Og derfor begynder vi en efterforskning for at finde dem, og så har vi været ude at anholde dem, fortæller han.

Dyre designermøbler

Samtidig med anholdelsen blev også en lejlighed i Odense ransaget af politiet.

Ved anholdelsen fandt politiet dyre designermøbler, tasker og ure i den dyre ende, fortæller Peter Reisz.

– Det er selvfølgelig noget, vi mistænker, de har købt for de penge, de har franarret de forurettede, siger han.

Dommen blev afsagt 3. februar. Københavns Byret idømte dem hver ubetinget fængsel i to år og seks måneder. Men ved domsafsigelsen blev de ikke straks sendt til afsoning.

De havde franarret især ældre kvinder omkring seks millioner kroner. Pengene brugte de på fester, dyrt tøj og designermøbler.

Ofrene fik at vide, at de talte med en medarbejder i Skat. Derefter udleverede de følsomme oplysninger, som gjorde, at mændene tilegnede sig flere millioner kroner.

Under retssagen kom det frem, at de to bedragere målrettet ringede efter kvinder med navne som Else, Herdis eller Esther. Navne på personer, der typisk er lidt oppe i årene.

Opkaldene foregik fra lejede lejligheder i det indre København.

Læs mere om krimi, politi og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 6. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:32

Se, hvad vi ellers skriver om:

og