Tjekliste: Fem ting du kan ordne i haven i april

Når kalenderen siger april, er der for alvor brug for en to do-liste for at komme igennem alle de vigtige gøremål i haven.

Snup det første ukrudt, når du spotter det i april. Så bliver det lettere at holde nede.

Der er nok at lave i haven, når varmen og solen begynder at titte frem i april.

Her får du overblikket af en planteskolegartner og en anlægsgartner.

1) Plante.

April er en rigtig fin plantemåned. Og ifølge Annette Buur, som er planteskolegartner og kunderådgiver hos plantetorvet.dk, kan du udplante alt, hvad der er pottegroet eller på klump.

Se på din have med friske øjne

* I april er det en god idé at gå en tur i haven og se på den med friske øjne.

* Tænk tilbage på det seneste år. Hvornår var haven spændende, og hvornår manglede der noget?

* Var der en periode uden blomster, hvor haven så grå og trist ud? Var der roser nok, eller var der hul i hækken?

* På den måde kommer du nærmere, hvad og hvor du skal plante for at få en mere harmonisk have.

Kilde: Annette Buur, som er planteskolegartner og kunderådgiver hos Plantetorvet.

– Køber du noget med klump, styrter de nye rodspidser ud i jorden, når den når en temperatur på fem-seks grader, siger Annette Buur.

Du undgår også at bruge alt for meget krudt på at vande det nyplantede. Det er nemlig først fra maj, når vækstsæsonen går i gang, at du skal være flittig med vandkande og slange.

Du kan også plante et rosenbed, et staudebed eller frugtbuske. Og flere typer af frugtbuske vil bære frugt allerede den første sommer efter plantning.

2) Gødning.

Gødningssæsonen starter i april og slutter til sankthans. Og Annette Buur har en tommelfingerregel til, hvor du skal gøde:

– Alt, hvad du tager noget fra, skal du give noget til. Det vil sige, at hvis du spiser frugter, plukker blomster, beskærer hækken eller klipper plænen, så er du nødt til at give noget tilbage, siger hun.

3) Plænen.

Og apropos græsplænen er april også et oplagt tidspunkt at give den en kærlig behandling.

Det handler om at få den luftet, så den kan spire fra bunden, fortæller Morten Voss, som er anlægsgartnermester hos Anlægsgartner Krøyer Voss og kendt fra tv-programmet “Han, Hun og Haven”.

– Fjern gamle grene og blade, og gennemriv græsplænen med en jernrive, så du får gammelt græs og filtlaget revet op, siger han.

Filt er et lag af gammelt græsafklip og dødt græs i bunden af græsset

Hvis du har en vertikalskærer, som også kaldes en plænelufter, kan du bruge den.

Ofte giver man plænen et skud energi ved at give den topdressing, samtidig med at den luftes. Det kan du sagtens gøre, hvis april viser sig fra sin tørre side, men ellers bør du vente til maj. Ellers er der risiko for, at det bliver noget smat.

4) Beskæring.

Du kan også tage håndsaksen med i haven.

– Så kan du beskære dine roser – både de storblomstrende roser, buket- og buskroser. De kan sagtens tåle at blive skåret tilbage i april. Så får de flere grene og blomster senere på sæsonen og fremstår knap så nøgne i bunden.

– Du kan også beskære dine lavendler, så de ikke bliver høje og barbenede eller falder fra hinanden og ligner en pjusket fuglerede, siger Annette Buur.

Du kan også overveje at beskære frugttræerne især æble- og pæretræer.

Hvis grenene er meget tætte, risikerer du nemlig at få meget små frugter.

– Du skal ikke klippe smågrene over, for så får du pjuskede vandris. Tag en lille skarp sav, og fjern syge eller uønskede grene ved deres udspring, lyder rådet fra Annette Buur.

Er der grene, der krydser hinanden eller løber helt parallelt, fjerner du den dårligst placerede.

5) Køkkenhave og drivhus.

Har du en køkkenhave, skal den også klargøres i april.

– Den skal gennemgraves, så fat greben, og vend jorden. Og sørg for at fjerne gamle ukrudtsrødder, siger Morten Voss.

Drivhuset skal have pudset ruderne, og så skal du have klargjort dine plantebakker og kapilærkasser.

Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

 

 

Først publiceret: 5. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 7. april 2022 kl. 9:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

og