Kvinde i 70’erne vidste ikke hun var lotto-millionær
Der gik 14 dage før kvinde tjekkede sin lotto-kupon. Og så var der en million-gevinst.
Et par i 70’erne havde læst i lokalavisen, at en stadig ukendt vinder af én million kroner havde købt sin Lotto kupon i deres lokale kiosk, hvor de spiller lørdags Lotto.
”Vi læste, at der var en, der havde vundet i vores område, og med det samme sagde min mand, at det var mig, der havde vundet. Jeg svarede bare, hold nu op, det er det ikke, for jeg vinder aldrig,” fortæller kvinden.
Først 14 dage efter, da hendes 5-ugers kupon skulle fornyes, kørte hun i kiosken. Og manden havde hun lige i hælene, for han var overbevist om, at de ville forlade kiosken som millionærer.
”Inden vi gik ind, siger han igen, ”det er dig, der har vundet den million”. Så indløser jeg kuponen og medarbejderen bag disken siger så, at beløbet er for højt til at han kunne udbetale det, og så begynder min mand og jeg bare at ryste,” siger kvinden.
Præcis mavefornemmelse
Hvad hun troede var en gevinst på 60 kroner blev hurtigt til meget mere, og det hele havde hendes mand simpelthen spået to uger forinden.
”Jeg ved heller ikke, hvordan han har vidst det. Han siger han har kunne mærke det i maven. Vi havde næsten været oppe og skændes om det, for jeg troede bare ikke på det,” fortæller kvinden med et grin.
Fejret med pizza og champagne
Om mandagen blev hele familien samlet, champagnen blev poppet og der blev bestilt pizza, som de alle kunne fejre den glædelige nyhed med.
”Vi er begge pensionister, så vi skal bruge penge på at rejse, for det har vi ikke gjort længe. Ja, og så har vi lige et badeværelse, der også skal renoveres,” slutter hun glad.
Først publiceret: 18. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 20. marts 2022 kl. 20:22