Medicinfirmaer vil give alle over 65 år det 4. stik

Pfizer vil vaccinere ældre amerikanere for fjerde gang. Antallet af nye smittetilfælde er for første gang siden slutningen af januar steget globalt den seneste uge

Pfizer og BioNTech har søgt om en nødgodkendelse af et fjerde stik med deres fælles coronavaccine til personer over 65 år i USA.

Det oplyser de to medicinalvirksomheder i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Virksomhederne henviser til to israelske undersøgelser, der viser, at et ekstra boosterstik øger immuniteten og sænker antallet af smittetilfælde og alvorlig sygdom.

Ifølge undersøgelserne vil hyppigheden af smittetilfælde være to gange lavere, og frekvensen af alvorlig sygdom vil være fire gange lavere hos personer, der er blevet revaccineret to gange sammenlignet med personer, der kun har fået ét ekstra stik.

Flere lande i Europa såvel som Israel har allerede godkendt et fjerde stik til udsatte personer samt ældre.

I januar begyndte Danmark at tilbyde udvalgte personer med et svært nedsat immunforsvar et fjerde stik.

Smitten stiger kloden over

For første gang siden slutningen af januar er antallet af smittetilfælde verden over steget. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge nyhedsbureauet dpa.

Således steg antallet af nye smittede med otte procent i den anden uge af marts sammenlignet med den foregående uge.

Flere end 11 millioner blev registreret i ugen mellem den 7. og 13. marts, mens 43.000 coronarelaterede dødsfald blev bekræftet.

Antallet af smittede er stigende i stillehavsregionerne, Afrika og Europa med henholdsvis 29, 12 og 2 procent. Samtidig faldt antallet af smittede i Sydøstasien og Nord- og Sydamerika.

Siden pandemiens begyndelse er der blevet registreret 455 millioner smittetilfælde, mens seks millioner coronasmittede er blevet bekræftet døde.

Først publiceret: 16. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 22. marts 2022 kl. 11:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og