Han skal afløse Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen
Da Ulf Pilgaard sidste år stoppede i Cirkusrevyen, åbnede der sig en plads for Carsten Svendsen, som håber at bringe endnu mere gak og gøgl til revyen.
Cirkusrevyen har altid været en del af Carsten Svendsen. Som barn sad han på publikumsrækkerne i teltet på Bakken og så Ulf Pilgaard parodiere dronningen.
Nu debuterer Carsten Svendsen selv på revyscenen til maj.
– Det er jo en drengedrøm at få lov til at stå på den scene, jubler han på pressemødet forud for den nye sæson.
Et frisk pust
Carsten Svendsen overtager pladsen efter Ulf Pilgaard, der i Cirkusrevyen har været særlig kendt for sin ikoniske parodi af dronning Margrethe.
Den 81-årige veteran afsluttede sidste år sin karriere i Cirkusrevyen efter 40 år i Teltet på Bakken.
Ikke dermed sagt at Carsten Svendsen skal ende som en parodi og erstatte Ulf Pilgaard, for den 42-årige skuespiller vil nemlig bringe et frisk pust ind på de skrå brædder.
– Jeg håber på at trække alderskvotienten noget nedad – også i humoren, fortæller han grinende.
– Og så håber jeg, at det bliver lidt mere gak på nogle områder, fordi sådan er jeg.
Ikke Ulfs arvtager
At Carsten Svendsens forgænger havde 40 års erfaring i revyen, er ikke noget, der skræmmer ham. For han ser ikke sig selv som arvtager for Ulf.
– Alt har jo en begyndelse, og det er det, der sker nu. Jeg træder mine barneskridt ind på den her scene, og forhåbentlig leverer jeg noget, så Cirkusrevyen og publikum gider se mig igen, fortæller han og fortsætter:
– Jeg håber ikke, at jeg falder på røven – jeg håber på bare et minimum af bravur, fortæller han grinende.
Måske vækker navnet Carsten Svendsen ikke så meget genklang i den brede offentlighed, men i teaterkredse har hans talent gæret i mange år.
Skuespilleren var en fast del af ensemblet på Aalborg Teater fra 2006 til 2016. I Aalborg mødte han sin kæreste, Cecilie De La Prada, og sammen har parret i dag datteren Rosa.
Årets Revytalent i 2017
I 2017 blev Carsten kåret til Årets Revytalent til Revyernes Revy, for han er erfaren på den type scener.
Selv om det er første gang, at han skal stå på Cirkusrevyens ikoniske brædder, så har han har mange minder forbundet med Teltet på Bakken.
Det er traditionen. Det er Dyrehaven. Det er essensen af sommer. Og det er mindet om det kæmpestore sort-hvide-billede af Ulf Pilgaard klædt ud som topløs Gitte Stallone fra Cirkusrevyen i 1988.
– Jeg har jo set det, siden jeg var barn. Jeg har selv siddet nede på rækkerne, jeg ved ikke hvor mange gange. Så på den måde er der en dybtliggende forbindelse for mig til Cirkusrevyen.
– Der er et eller andet i mig, der tænker: “Nå ja, det har jo altid været en del af dit liv, så selvfølgelig skal du være en del af det også”.
Carsten Svendsen håber, at han kan give den glæde og inspiration videre.
– Hvis man kan ramme et barn, der sidder dernede og tænker: “Det vil jeg også gerne en dag”, så er cirklen jo virkelig sluttet.
Cirkusrevyen 2022 har premiere den 12. maj, og denne sæson bliver så revydronningen Lisbet Dahl sidste, der har efter 34 sæsoner vil lægge den buede indgang til revyteltet på Bakken bag sig.
Den 75-årige Lisbet Dahl har været sygemeldt med stress det meste af denne revysæson, og derfor besluttede hun at næste sæson skal være hendes sidste.
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 7. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 10. marts 2022 kl. 9:40