Sådan får du solgt dit gamle tøj

Hvis dit tøj bare hænger urørt, er det spild af ressourcer, og du går glip af de penge, du kan få ud af et salg.

To tredjedele af danskerne sælger aldrig deres tøj videre. Men det behøver ikke at være så svært.

Kjoler og skjorter hænger så tæt i skabet, at du knap nok kan se, hvad du har. Og bunkerne med T-shirts, bukser og sweatre hober sig op.

Måske har du endda et dedikeret sted, hvor du samler de ting, du ikke længere bruger, så de ikke tager plads.

Vi afleverer mere til genbrug end vi køber brugt

* Danskerne er gode til at aflevere tøj til genbrug. Det gælder for 88 procent, at de har afleveret tøj til genbrug. Og 57 procent afleverer mere end halvdelen af tøjet til genbrug.

* Det er til gengæld ikke lige så udbredt at købe tøjet brugt. Det har 29 procent gjort. Og kun 9 procent køber mere end halvdelen af deres tøj brugt.

* 68 procent sælger aldrig deres brugte tøj videre.

Kilde: undersøgelse af danskernes tøjvaner foretaget af

Men hvis du synes, det er lidt overvældende at skulle sælge ud af garderoben, er du ikke alene. To tredjedele af danskerne sælger nemlig aldrig deres tøj videre, viser en undersøgelse fra secondhand-appen Tise.

Men det behøver ikke at være så svært. Her får du en række råd til at komme i gang med at omdanne dit gamle tøj til penge på kontoen.

Hvornår skal du sælge?

Timing er en vigtig faktor, når du vil sælge ud af garderoben.

– Se på, hvornår butikkerne begynder at sætte gang i salget, for så begynder der også at være en buzz, siger Celine Schrøder Knauer, der er dansk landechef for Tise, og fortsætter:

– Vil du gerne sælge en vinterjakke, så mærk efter, hvornår det begynder at blive lidt koldere i vejret. Så begynder folk at tænke over det. Det er typisk omkring september, du skal være ude.

Det samme gælder, når solen så småt begynder at titte frem, så skal du sælge ud af sommerkjolerne.

Ud over sæsoner kan du også kigge efter tendenser og strømninger.

– Passer din ting ind i en trend, som mange ønsker lige nu – for eksempel Y2K (year 2000, altså 00’ernes mode, red.)? Eller er der en typisk anledning som konfirmation eller galla? Så er det nemmere, siger Celine Schrøder Knauer.

Find din indre sælger frem

Du kan sætte dine sager til salg på et hav af forskellige genbrugsplatforme på nettet. Og hvis du holder øje med forskellige trends eller anledninger, er det en god idé at skrive dem ind i teksten eller som hashtags, så andre nemt kan søge dine ting frem.

Generelt bør du lægge lidt kærligheden i beskrivelsen af tøjet.

– Jo mere information du kan give, jo bedre. Når du klæder de potentielle købere godt på, så undgår du også at få en masse spørgsmål.

– Fremhæv de gode salgsargumenter som for eksempel, at det er lavet af naturlige kvalitetsmaterialer som uld og silke, siger Celine Schrøder Knauer.

Tag de rigtige billeder

Alfa og omega når du skal sælge dit tøj, er de gode billeder. Det er altså ikke her, du skal springer over, hvor gærdet er lavest.

Sørg for at bruge naturligt lys, så tøjet tager sig bedst muligt ud og matcher virkeligheden.

– Og tag gerne billeder, hvor du har tøjet på, lyder rådet fra Celine Schrøder Knauer.

Derudover råder hun til at tage et billede af vaskemærkaten og lægge det op. På den måde kan potentielle købere både se, hvilke materialer tøjet er lavet af, og hvordan det skal behandles.

Først publiceret: 23. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 12:43

Se, hvad vi ellers skriver om: