Sådan passer du stueplanter om vinteren
Hold igen med vandingen, og forstøv stueplanterne ofte, hvis de skal klare sig godt igennem vinteren, guider planteeksperter.
Vinteren kan være en hård tid at komme igennem for mange stueplanter.
Færre timer med naturligt lys, varme fra radiatorer og et tørt indeklima kan nemlig give dem svære betingelser.
Mange kaster blade af sig, får gule pletter eller står med visne bladkanter. Der er dog flere ting, du selv kan gøre for at sikre dine stueplanter bedst i vinterperioden.
Glem vandkanden
Den allerstørste fejl, mange begår, er at vande planterne, hvis de ser lidt triste ud.
“Det gør kun ondt værre, understreger Michala Kjær-Holm”, der er direktør i plantebutikken Greenify.
Stueplanterne er nemlig i en slags dvale om vinteren, hvor de ikke vokser noget særligt, og derfor har brug for mindre vand.
Blade falder af
“Man skal ikke gå totalt i panik, hvis ens planter taber bladene. Mange reagerer ved at give dem mere vand, men det må man endelig ikke gøre”.
“Om vinteren er der mindre lys, og planterne vokser mindre. Derfor har de brug for mindre vand”, siger hun.
Nemme stueplanter
Paradistræ er en sukkulent, der ikke stiller store krav til pasning. Det trives bedst et lyst sted med lune temperaturer.
Aloe Vera-planten er også en sukkulent, som de fleste kan passe, da den kun kræver lidt vand.
Monstera er en planteslægt med omkring 50 arter. Den er de seneste år blevet meget populær på grund af sine store, grønne blade. Den er dog også let at holde, da den kun kræver få vandinger og inddirekte sollys.
Stuebirk er en del af figen-familien. Den meget taknemmelig. Den tager ikke skade, hvis man glemmer at vande den, så længe der ikke går for længe uden noget vand.
Det er forskelligt fra plante til plante, hvor ofte der er behov for at vande dem.
Ifølge Michala Kjær-Holm handler det om at mærke efter i plantens jord.
To tørre cm.
Jorden skal hos mange planter gerne være helt udtørret i et par centimeter, før den skal vandes igen.
Derfor kan en fugtmåler, der måler længere ned i jorden, være et godt redskab.
Udover vandingen er naturligt lys og luftfugtighed helt centralt for at give stueplanterne bedre betingelser om vinteren.
Sprøjt med vand
Ifølge Marianne Bachmann Andersen, der er rådgiver ved Danske Havecentre, skal man ofte forstøve planterne med vand.
“Vi varmer vores huse meget op om vinteren, så luften indenfor bliver meget tør. Derfor kan man fylde en vandforstøverflaske – det er vigtigt, det er med kalkfrit vand – for at øge luftfugtigheden”, siger hun.
Mange begår også den fejl, at de gøder deres stueplanter om vinteren. Men faktisk er det allerbedst ikke at give planter gødning om vinteren.
Så længe planterne ikke gror – altså ikke udvikler nye skud med blade på – så skal man slet ikke gøde.
Drop salte
“Gødning består af salte, og hvis man gøder på et tidspunkt, hvor der ikke er brug for salte, så risikerer du at ødelægge planten”, forklarer Marianne Bachmann Andersen.
Om vinteren er det også vigtigt at undgå kuldechok.
Langt de fleste stueplanter er nemlig vant til langt mere eksotiske temperaturer, end Danmark kan præstere om vinteren.
Derfor skal man ifølge Michala Kjær-Holm undgå, at planterne står i træk fra et vindue eller en dør.
Derudover kan det være nødvendigt, at man med jævne mellemrum støver planternes blade af, for at sikre at de får nok lys.
Først publiceret: 10. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. februar 2022 kl. 14:54