68-årige Preben Kristensen: Jeg går ikke på pension

Preben Kristensen er en af de få skuespillere, der aldrig har været arbejdsløs i sin 44 år lange karriere. Men han kan i dag godt se, at han også har betalt en personlig pris for sin fine karriere.

Preben Kristensen er søn af en arbejderfamilie fra Skive. De havde ikke fjernsyn, så han spærrede øjnene op, første gang han så levende teater, da Landsskolescenen gæstede Skive Teater. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau-Scanpix.

Den kendte skuespiller, Preben Kristensen, er en af de ganske få og privilegerede i sin branche. Han har nemlig aldrig  været arbejdsløs. Han har altid haft arbejde i sine 44 år som skuespiller.

Men ambitionerne og den hårde branche krævede særlig i hans unge år, at han måtte vælge andre ting i sit liv fra.

Preben Kristensen har været en del af den danske scenekunst i snart 44 år.

Går ikke på pension

Og den 68-årige skuespiller har ikke foreløbig tænkt sig at slippe den branche, som han holder så meget af, og hvor en ukuelig kærlighed til at bringe roller til live gør, at han bliver ved.

– Kunsten og kærligheden hænger sammen for mig. Det ene er ikke noget uden det andet, og man kan ikke blive skuespiller, hvis ikke man har en passion for faget, siger Preben Kristensen.

Skuespilleren er netop nu aktuel i nyopsætningen af stykket “Fra regnormens liv”, der kan ses på Folketeatret i hjertet af København.

Et stykke, der grundlæggende handler om kunstens og kærlighedens vilkår.

Her spiller Preben Kristensen teaterchefen Johan Ludvig Heiberg, der sammen med sin hustru, skuespilleren Johanne Luise Heiberg, der i stykket spilles af Ellen Hillingsø, lever et liv i kulturelitens øverste lag.

Parret møder forfatteren H.C. Andersen, som forsøger at komme ind i varmen i den kulturelle overklasse, men opdager, at alt ikke er så pænt, som det udadtil kan syne.

Preben Kristensens karakter i stykket er modsat skuespilleren selv konservativ og forstokket i sin tilgang til livet.

– Han er meget stiv i virkeligheden og gør sig ikke med stor gestik og bevægelse. Men jeg selv kan ikke sidde stille. Der skal ske noget, siger han.

Blev bange for berømmelse

Preben Kristensen har en særlig kærlighed til teaterkunst. Og at han bliver ved, handler netop om, at skuespillet er dybt forankret i ham.

– I dag er der mange, der tror, at det handler om berømmelsen. Men berømmelse er noget, der måske kommer, hvis man er helt uheldig.

Selv har Preben Kristensen oplevet at blive et kendt ansigt fra den ene dag til den anden, da han den 3. maj 1980 for første gang brød igennem på tv med Linie 3.

Berømmelsen har aldrig været hans foretrukne følgesvend. Men med mange års erfaring på de skrå brædder og i film og tv har han vænnet sig til tanken.

– I lang tid syntes jeg ikke, det var rart, at alle gloede på mig. Jeg blev bange for det, fortæller han.

– Men i dag er det nemt, for der er ingen, der kigger op længere, siger han med et grin og gestikulerer, at folk hele tiden kigger i deres mobiltelefon.

Preben Kristensen har brugt størstedelen af sit liv på de skrå brædder, siden han blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1978.

Mest glad for teater

Derudover har han medvirket i tv-serier og film som “Sygeplejeskolen”, “Dronningen”, “Borgen” og “Forbrydelsen”.

– Jeg er absolut mest glad for teater, men jeg har også hygget mig gevaldigt med at filme. Den anden dag var jeg inde på filmportalen IMDB for at se, hvad jeg har været med i, og der var alligevel en del, griner han.

I de 44 år, der er gået, har Preben Kristensen nemlig aldrig været uden arbejde.

Men særligt i sine unge år har det også betydet, at han måtte vælge andre ting i sit liv fra.

Preben Kristensen har måttet sige nej til både fødselsdage og begravelser.

Og særligt et af de afbud har siddet i skuespilleren.

Missede mormors begravelse

Da han var elev på Aarhus Teater og var til prøve på sin første forestilling, gik hans mormor bort. Og af samme grund missede han hendes begravelse.

– Nu har jeg skudt det væk, fordi det er så mange år siden, men det var ganske forfærdeligt. Jeg skulle have været med til den begravelse, for der var jo ikke noget der, der var vigtigere, understreger han.

Stykket, han nu er med i, handler også om en kunstners forfængelighed.

Men trods de mange års arbejde er han selv ikke synderligt drevet af at ville stå forrest.

Måske handler det om hans ophav, funderer han.

– Jeg kommer fra Jylland, meget tæt på Mors, hvor janteloven opstod. Der skal man ikke tro, at man er noget, siger han med et grin og tilføjer:

– Jeg har aldrig ladet mig tale op af en god anmeldelse. Hvis du har lavet noget, som er godt, skal du næste gang bare levere noget, der er endnu bedre.

Dog er den faglige forfængelighed stor. Og det gælder også på medskuespilleres vegne, som han gerne vil gøre bedre for at løfte det samlede arbejde i et teaterstykke.

På den måde er Preben Kristensen forfærdeligt perfektionistisk, som han selv beskriver det.

– Det skal helst være fuldstændig i orden, ellers er jeg ikke tilfreds, understreger han.

Booket frem til 2024

Han har lagt arbejdsplaner langt ind i den kommende fremtid. Og med ting i kalenderen indtil 2024 er der ikke udsigt til, at Preben Kristensen slipper skuespillet lige foreløbig.

– Jeg elsker det stadigvæk, og jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle lade være. Så længe jeg kan stå på benene og huske replikkerne, bliver jeg ved, siger han.

“Fra regnormenes liv” spilles på Folketeatret i København fra til og med den 13. marts.

Først publiceret: 4. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. februar 2022 kl. 14:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

og