Paprika Steen smider lykkepillerne efter 17 år: Det er så hårdt!
- Det er så fristende at opgive, skriver skuespillerinden Paprika Steen, som er hårdt ramt af udtrapningssymptomer. De er værre end det, hun tog pillerne for.
– Det er så fristende at opgive, skriver skuespillerinden Paprika Steen, som er hårdt ramt af udtrapningssymptomer. De er værre end det, hun tog pillerne for.
I snart 17 år har skuespillerinden Paprika Steen taget psykofarmaka i form af såkaldte lykkepiller.
Hun var ramt af stress, som medførte panikangst og let depression, beskriver hun i to længere opslag delt på Instagram.
3. forsøg på at stoppe
Her fortæller hun videre, at hun nu er stoppet med at tage medicin, hvilket hun har forsøgt to gange før. Men der var bivirkningerne for voldsomme til, at hun kunne gennemføre det.
– I dag har jeg både modet, kræfterne og tiden til det, skriver hun blandt andet i et af opslagene.
Det kræver mod, kræfter og tid, for Paprika Steen er ramt af kraftige udtrapningssymptomer, fortæller hun i et andet opslag.
Symptomerne er værre end stressen og panikanfaldene, som hun tog pillerne mod. Skuespillerinden erindrer nærmest ikke, hvornår hun sidst havde det så skidt, som hun har det nu.
– Jeg har lyn i hovedet, såkaldte “brainzaps” cirka 67 gange i timen, jeg græder hele tiden, har influenzasymptomer, hovedpine – næsten migræne – og søvnløshed, skriver hun og fortsætter:
Fristende at forsætte
– Det er så fristende at opgive og bare tage dem resten af livet. Men deres effekt er ophørt, og efter to operationer i hovedet (fjernelse af to tumorer, red.) følte jeg bare, at alt det, der gør mig til slave, må ophøre.
Paprika Steen fortæller, at hun står frem med sin historie for at sætte fokus på psykisk sårbarhed, hvad end det drejer sig om lidelser eller svære perioder, og om hvor svært det er at komme ud af psykofarmaka igen.
Den 57-årige skuespillerinde og instruktør har fået masser af tilkendegivelser på sine opslag.
Blandt andre fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, tidligere bokser Mikkel Kessler og fra nyhedsværten Cecilie Beck.
Paprikas egne ord på Instagram
På det sociale medie Instagram skriver Paprika Steen på sin profil selv nedenstående. En besked, som mange tusinde allerede har liket og sendt kærlige hilsener retur.
"Jeg har krøllet håret og taget makeup på . Det her opslag er noget jeg ikke ved om jeg vil poste men nu skriver jeg bare derudaf - så må vi se. Jeg har været på såkaldte lykkepiller i snart 17 år og har valgt at smide dem nu. Har udtrappet over 2,5 måned og tager dem ikke mere nu MEN: For Fucks sake det her er hårdt!!! De bivirkninger der er ved at gå af dem er værre end stressen og panikanfaldene. Jeg har sjældent haft det så skidt. På uge 4 uden piller nu. Status : Jeg har lyn i hovedet, såkaldte “brainzaps” ca 67 gange i timen, jeg græder hele tiden , influenzasymptomer , hovedpine næsten migræne og søvnløshed. Det er så fristende at opgive og bare tag dem resten af livet , men deres effekt er ophørt og efter 2 operationer i hovedet ( ikke hjernen !!!!!) - følte jeg bare at al det der gør mig til slave må ophøre. Men ingen fortalte mig, dengang de blev ordineret, hvor svært det ku være at komme ud af dem igen - Nå,buhuu - firstworld problem eller noget . Jeg synes jo bare man skal vide hvor sygt svært det er at stoppe , inden man begynder på dem fordi man har det lidt stress. Det skal være sidste udvej , hvis du ikke vil hænge i dem og ikke tage dem mere end korte perioder. Ikke 17 år . Nå men jeg vil bare lige sige det ❤️❤️❤️❤️#withdrawlsymptoms #fighting #hardtobeat #westernworld
Først publiceret: 26. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:38