Træt af tv i sofaen med din partner? Prøv sex i stedet
Salsa-lektioner på YouTube med din partner eller genopdag seksualiteten mellem jer, er noget af det, der kan erstatte tv-serierne i de kolde vintermåneder.
Det er mørkt og koldt uden for, og vejret lægger op til at trække inden for.
I vintermånederne vil mange ofte sætte sig i sofaen med deres partner og sætte en serie på tv’et.
Men er du efterhånden blevet træt af Netflix, når I ikke lige ved, hvad I ellers skal lave, så er der råd at hente.
I har nemlig et hav af muligheder for at lave ting sammen, som samtidig også kan bringe jer tættere på hinanden, fortæller parforholdsekspert Annemette Staal og psykolog Karina Sohrt.
Planlæg tiden sammen
Et vigtigt første skridt er, at I planlægger tiden sammen. Find ud af, hvad I vil lave i aften, for ellers slår automatikken til, fortæller Annemette Staal.
Derfor lokker sofa og tv
Det er helt naturligt, at du ofte har mest lyst til at ligge i sofaen og se tv, fortæller adfærdspsykolog Annemette Staal.
"Det handler om mental energi. Det er ligesom et batteri. Det er fladt sidst på dagen. Der er ikke energi til de lange snakke, og vi falder til de vaner, vi har. Vi smider os i den dejlige sofa og over for står fjernsynet," siger hun.
Det er ikke nødvendigvis negativt, at I ofte ser serier på tv'et i stedet for at lave noget, hvor I aktiverer hinanden, fortæller Karina Sohrt.
"Der er ikke noget forkert i det, hvis man hygger sig ved at se Netflix. Der er rigtig mange ting i hverdagen, der gør, at man er træt og har brug for en pause," siger hun.
– Forskning viser, at du kommer længst med adfærdsændringer, hvis du lægger en plan. Det er fint med intentionen, men læg en plan for hvornår og hvordan.
– Du kan gemme fjernbetjeningen eller rive stikket til tv’et ud. Fokuser på, hvad du i stedet vil. Det kunne være at lægge et puslespil. Find det frem på sofabordet, så snart du har intentionen. Ellers glemmer du det, siger hun.
Ifølge psykolog Karina Sohrt er et godt trick at spørge sig selv om morgenen eller aftenen inden: “Hvordan gør jeg min aften god”.
– Det kan give mening at lave en brainstorm. Er der projekter, vi gerne vil lave i hjemmet, eller er der noget, jeg gerne vil lære? Det kan være alt fra at lave japansk mad til at bage surdejsbrød eller bygge sit eget bord, siger Karina Sohrt.
– Du kan også gå på opdagelse i, hvad dine fremtidsdrømme er. For nogle giver det mening at lave fem til ti punkter og sammen tale om: “Hvor er vi i forhold til det her?”
Gælder især ældre par
Par, der har været sammen i lang tid, kan miste noget nærhed henad vejen, forklarer Karina Sohrt. Parspil, hvor I skal stille hinanden spørgsmål, kan bringe jer tættere sammen, nævner hun.
– Måske er I kommet til at tage nogle ting for givet. Der kan du overveje, om der er noget, du savner at tale med din partner om, siger hun.
I stedet for at se Netflix kan I også forsøge at genopdage seksualiteten.
– Særligt par, der har været sammen i lang tid, kan det være relevant for. Der er også spil, I kan bruge, hvis I synes, det er svært at komme i gang med. Er der noget, vi savner eller længes efter?
Annemette Staal nævner en måde, I kan bruge tv’et, uden at det inkluderer sofaen.
– Hvis du har et smart-tv kan du gå på YouTube og finde salsalektioner og lære det om aftenen i stedet. Find det frem, så den allerede står på det, når du tænder tv’et, siger hun.
Begge understreger de, at det er helt naturligt, at mange par ender med at sidde foran fjernsynet. Vi har nemlig kun en vis mængde energi i løbet af dagen, og ofte føler vi os opbrugte, når vi kommer hjem i sofaen, fortæller Annemette Staal.
Først publiceret: 10. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. februar 2022 kl. 13:21