Vaccination? Her kan du få hjælp
Skal du have hjælp til at bestille tid til vaccination eller til at komme frem og tilbage til vaccinationsstedet? Se her
Det er planen, at tre en halv million dansker skal være vaccineret inden nytår.
Det skaber kø, når der skal bestilles tid og ved mange vaccinationssteder.
Er du usikker på, hvordan du skal forholde dig, hvordan du bestiller tid og har du brug for hjælp til at komme fra hjemmet til vaccinationsstedet, kan du nu får hjælp.
Røde Kors har med støtte fra Sundheds- og ældreministeriet oprettet en vaccinationshjælpe-linje, som skal hjælpe sårbare ældre og udsatte grupper med at blive vaccineret.
Tryghed omkring vaccination
Røde Kors hjælper med spørgsmål, vejledning og formidler kontakt til tusindvis af frivillige, der står klar til at følge ældre og sårbare til vaccinationsstederne.
”Det er helt afgørende, at så mange mennesker som muligt bliver vaccineret. Men for mange ældre eller sårbare kan det være svært at overskue i praksis. Måske bor man langt væk fra sin familie, er dårligt gående eller er bekymret for at tage af sted alene. Det kan også være, man bare har svært ved at finde rundt på en computer. Derfor åbner Røde Kors nu en vaccinationshjælpelinje, hvor vi skaber tryghed omkring vaccination,” siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.
Booke ledsager
Røde Kors har åbnet den landsdækkende vaccinations-hjælpelinje, som er en udvidelse af Røde Kors’ hjælpenetværk ”Parat” med 5.400 tilknyttede frivillige overalt i landet.
På vaccinations-hjælpelinjen kan man nu blandt andet booke en frivillig ledsager, hvis man ikke selv har mulighed for at komme af sted til vaccination.
Personale på for eksempel et plejehjem, en pårørende, frivillig eller lignende vil også kunne booke på borgerens vegne.
Hjælpelinjen vil også kunne informere om, hvor man lettest bliver vaccineret i sit nærområde.
Hjælpelinjen har telefonnummer 3529 9660 og er åben alle dage – også i weekenden – mellem klokken 10 og 16.
Først publiceret: 16. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:27