Stor tilstrømning: Ældre bagest i vaccinekøen

Vaccinernes effekt på ældre falder hurtigere end forudset. Men Philip Frederik Lajer, 68, og hustruen, 65, må vente til efter nytår for at få 3. stik. Lav "fast lane" til ældre, foreslår Faglige Seniorer.

Philip Frederik Lajer fra Løgumkloster har først kunnet få en tid til tredje stik efter nytår, selvom han er 68 og efter anbefalingerne burde være færdigvaccinerede inden årsskiftet. Privatfoto.

Effekten af vaccination mod Covid-19 falder med tiden, og det bringer særligt ældre i risiko for ikke at være beskyttet mod sygdommen.

Men i øjeblikket betyder lang ventetid på tidsbestilling, at ældre og andre udsatte risikerer at komme bagest i vaccinekøen.

Philip Frederik Lajer fra Løgumkloster har først kunnet få en tid til tredje stik efter nytår, selvom han er 68 og efter anbefalingerne burde være færdigvaccinerede inden årsskiftet.

Sådan får du 3. stik

Der er åbent for bestilling af tid til det 3. stik for alle over 40 år på vacciner.dk Du kan logge på med dit NemID og se ledige tider og hvor i landet, du kan blive revaccineret.

Det er også muligt at få 3. stik hos mange af landets praktiserende læger. På coronasmitte.dk kan du se, hvilke læger der tilbyder at vaccinere.

Fra tirsdag 14. december kan du også få 3. stik på udvalgte apoteker i Region Hovedstaden.

Senere vil apoteker i flere regioner åbne for vaccination uden tidsbestilling.

Se, hvilke apoteker, der tilbyder vaccination på coronasmitte.dk.

Kilde: Coronasmitte.dk

“Jeg gik ind for at se, om jeg kunne få en tidligere tid, men der var to timers ventetid på at komme igennem til tidsbestilling, så det endte jeg med at opgive.”

“De siger at alle bør være vaccineret inden nytår, men det kan jo ikke lade sig gøre, når man ikke engang kan komme ind og bestille en tid,” siger han.

De ældste først

Philip Frederik Lajer mener, at ældre og andre i risikogruppen bør have mulighed for at blive vaccineret før unge og raske.

“Udover alder er jeg ikke i risikogruppen, men jeg er træt af, at dem der har størst behov for vaccinerne, risikerer at komme bag i køen.”

“Jeg har ikke noget imod, at man vaccinerer de yngre og børnene, men jeg synes, de ældre og mest udsatte skal have lov at komme først.”

Rekordhøje smittetal

De seneste døgn er næsten 8.000 nye blevet registreret smittet med Covid-19 i Danmark.

Det er det højeste smittetal, der er målt siden pandemien brød ud for snart to år siden. Samtidig står julen for døren og mange familier samles på kryds og tværs.

Philip Frederik Lajer og hans hustru tager dog samme forholdsregler, som de hele tiden har gjort.

De har ikke planer om en masse familiebesøg i julen, og den største bekymring er nok risikoen for at blive smittet på gaden eller i supermarkedet.

“Vi har heldigvis ikke haft så mange smittede her i Løgumkloster, men med den nye variant, som skulle være meget mere smitsom, kan man jo blive smittet alle vegne.”

Langt til vaccine og teststeder

Philip Frederik Lajer ærgrer sig over, at der er så få steder, man kan blive vaccineret og testet i Sønderjylland. Hvis han skulle have en tid før 5. januar, ville han være nødt til at tage til en af de større byer som Kolding eller Sønderborg, men der er 75 kilometer til nærmeste vaccinationssted.

“Jeg har godt nok bil, men det er alligevel langt at køre. Hvis man ikke har bil, bliver det nærmest en dagsrejse at komme frem og tilbage, hvis det også skal passe med et bestemt tidspunkt.”

Indtil videre vil han holde fast i den tid, han har fået efter nytår, men han håber, at det snart bliver muligt at blive vaccineret i et lægehus eller på det lokale apotek.

“Den nye variant er meget mere smitsom, og der går jo et par uger, inden vaccinen dækker helt, så jeg vil da gerne have den hurtigst muligt,” siger Philip Frederik Lajer.

Faglige Seniorer: Lav “fast lane” til ældre

Hos Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer ærgrer direktør Palle Smed sig over, at nogle ældre ikke for længst har benyttet sig af muligheden for at få det 3. stik.

“Men uanset årsag og uanset om det er 1., 2. eller 3. stik, skal der findes en løsning på, at mange ældre havner bagerst i vaccinekøen,” siger Palle Smed.

“Derfor vil jeg foreslå, at alle over 65 år får mulighed for at stille sig i en særlig ”fast lane” ved vaccinationscentrene uden forudgående tidsbestilling. Det betyder, at de ældre kommer foran i køen efterhånden, som personale vurderer at der er plads.”

“Der er sikker nogen, som vil mene, at det er en uretfærdig forskelsbehandling, men sådan må det være, når vi kæmper med en sygdom, der i værste fald er livstruende for de ældre,” siger han.

Det er myndighedernes plan, at tre en halv million danskere har fået 3. stik inden nytår.

Oplever du lang ventetid?

Hvad er din oplevelse med tidsbestilling og ventetid på at blive vaccineret?

Fortæl om det på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: 16. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

og