Halvdelen har fortrudt køb af corona-sommerhus
Det er kommet bag på flere, at der også er vedligehold, reparationer og en del arbejde med at være sommerhusejer.
Med udsigt til ikke at kunne rejse i nær fremtid steg salget af sommerhuse i Danmark nærmest eksplosivt efter den første nedlukning af landet i 2020 og i de efterfølgende mange måneder under corona, skriver Boligsiden.dk.
Men noget tyder på, at en del af disse nye sommerhuskøbere har fortrudt deres køb.
I en ny afstemning på Boligsiden.dk svarer 52 procent af de i alt 1.080 deltagere, at de af forskellige årsager har fortrudt deres køb af sommerhus under corona. Nogle svarer, at de allerede har solgt, mens andre overvejer at sætte til salg.
”At dømme ud fra afstemningen er det hver anden køber, der ikke har fået det ud af sit sommerhuskøb, som de havde forventet. Samtidig viser Boligsidens nye tal også, at flere købere nu reagerer ved at sætte sommerhuset til salg igen,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Samme tendens
Det samme er boligsiden Boliga.dk kommet frem til i deres analyse af sommerhus-markedet.
753 af de ferieboliger, som er blevet sat til salg i år, er nemlig også blevet handlet i 2020 – hvor landet var lukket ned en stor del af året.
Det svarer til 4,4 procent af de handlede boliger og er noget af et spring fra tidligere år.
I 2020 var det to procent af boliger, der var kommet til salg, som var blevet handlet året før. I 2019 var andelen på bare én procent, og de tre år forinden var den under det.
Selv om det ikke står klart, præcist hvorfor mange af boligerne, der kommer til salg igen, mener Boliga.dk’s direktør, Laust Farver, at spekulation kan være en del af forklaringen.
– Sommerhuspriserne er steget voldsomt over en relativt kort periode, og det frister naturligvis flere til at spekulere i en hurtig gevinst, siger Boliga.dk’s direktør, Laust Farver, i en pressemeddelelse.
Kan være spekulation
Normalt, understreger han, kan kortsigtet spekulation ikke betale sig, men i denne situation kan det alligevel være anderledes.
– Med prisstigninger på 20-30 procent i nogle områder, er de normale forudsætninger sat ud af spil, siger Laust Farver.
Ifølge Dansk Industris boligøkonom Bo Sandberg er det ikke overraskende, at tallet er stigende.
– Barometret for sommerhusmarkedet står på et moderat fald. Derfor er det ikke så overraskende, at der er flere, der skynder sig at sætte til salg end for et år siden. Dermed kan man nå at høste en økonomisk gevinst, mens tid er, siger han i en skriftlig kommentar.
Han understreger dog også, at der kan være andre grunde til, at folk har sat ferieboligen til salg igen. For nogen var købet “et isoleret coronafænomen”, siger han.
– Andre har i løbet af det seneste år fundet ud af, at der ikke kun er havudsigt og fornøjelser, men også vedligehold, reparationer og en del arbejde i at være sommerhusejer, siger han.
Først publiceret: 4. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:09