Færre på plejehjem har fået influenza-vaccine
83 procent af plejehjemsbeboerne er blevet vaccineret mod influenza. Ishøj ligger i top, Vallensbæk ligger i bund.
Mens flere end 95 procent af alle plejehjemsbeboere er vaccineret mod corona er tilslutningen til influenza-vaccinationen lavere end sundhedsmyndighederne havde håbet på, skriver DR.dk.
Selv om det i snart to måneder har været gratis for personer i risiko-grupperne at blive vaccineret mod influenza, så er ingen af landets kommuner i nærheden af de mindst 95 procent i dækning, som Sundhedsstyrelsen har sat som mål.
Når det gælder influenzavaccination på plejehjemmene, så ligger Ishøj Kommune i toppen. Her har tæt på 89 ud af 100 plejehjemsbeboere taget imod et vaccinestik i år.
Også i Furesø, Herlev, Odder og Vesthimmerlands Kommune er vaccinetilslutningen blandt plejehjemsbeboerne over 88 procent.
Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut, siger DR.dk.
Døjer ikke med influenza
Når tilslutningen til influenza-vaccinen er lavere, kan det måske skyldes at mange ældre ikke har døjet med influenza – og derfor ikke finder det nødvendigt at blive vaccineret mod det
Langt færre plejehjemsbeboere er influenzavaccineret i kommuner som Solrød, Glostrup, Esbjerg, Lolland og Bornholm, der alle ligger under 70 procents vaccinetilslutning på plejehjemmene. Helt i bunden ligger Vallensbæk med blot 62,2 procents tilslutning.
Også Jammerbugt Kommune i Nordjylland ligger i den lave ende – her 72 ud af 100 plejehjemsbeboere influenza-vaccineret.
– Det er ikke os der spænder ben for det. Beboerne får mulighed for at få en vaccination ligesom alle andre borgere i landet over 65 år, så jeg tror det beror på tilfældigheder, siger sundheds- og seniorchef, Henrik Sprøgel i Jammerbugt Kommune.
De ældre i Jammerbugt er ikke bange for at blive stukket – for langt de fleste er vaccineret mod corona.
– Når tilslutningen til influenza-vaccinen er lavere, kan det måske skyldes at mange ældre ikke har døjet med influenza – og derfor ikke finder det nødvendigt at blive vaccineret mod det, siger Henrik Sprøgel.
Nemt tilgængelig vaccination
Med over 88 procent vaccinerede er plejehjemmene i Vesthimmerlands Kommune til gengæld godt med.
– Vi har sørget for, at det er meget nemt tilgængeligt for beboerene at tage imod en vaccination. Og vi har et tæt samarbejde med de tilknyttede plejehjemslæger, som i mange tilfælde kender beboerne, fortæller Mette Rohde, leder af udviklingsafdelingen Sundhed og Kultur i Vesthimmerlands Kommune til DR.dk.
– Vi har også haft besøg af Danske Lægers Vaccinationsservice, som har lånt lokaler på plejehjemmene for at gøre det nemt for beboerne, siger hun.
Først publiceret: 30. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 9:20