Sådan planlægger du en stressfri jul i oktober
Det kan være en fordel at planlægge julegaverne og julemenuen i god tid, hvis man vil undgå at stresse rundt i december.
Lyder decembers pakkede kalender med indkøb af julegaver, oppyntning og julefrokoster også som en stresset omgang for dig?
Så kan du med fordel begynde at planlægge og købe ind til julen allerede i oktober.
Det vil nemlig gøre julen til en langt mere fornøjelig tid med bedre plads til hyggen, mener journalisten og forfatteren, der har lagt navn til bogen “Sarah Skarums jul”.
Et oplagt sted at starte vil være at købe gavebånd og -papir, første gang man ser det i supermarkedet, selv om det kan føles lidt underligt at købe ind til julen som en af de første.
– Du skal jo bruge det alligevel, og så kan du allerede tjekke det af din liste, siger Sarah Skarum.
Begynd i oktober
Hun mener, at oktober er en måned, som skal bruges til at tage de første spadestik til julen. Men vigtigst af alt er det en måned til at planlægge og skabe et overblik over julen.
Særligt de mange gaver, der skal købes ved juletid, bør man begynde at tænke over allerede, mener Sarah Skarum.
– Gør det til en fornøjelse at finde ud af, hvad du skal give i julegave, og sørg for at købe i god tid. Der er ikke meget glæde over at stå og svede inde i Magasin sammen alle andre den 17. december, siger hun.
Men det er ikke kun julegaverne, som er en god idé at planlægge i god tid. Også julemenuen kan man med fordel begynde at overveje.
Hvis der er vegetarer eller veganere, som skal deltage i julemiddagen, bør man begynde at tænke over de kødfri alternativer, så man kan servere noget lækkert for alle sine gæster, mener Sarah Skarum.
– Det er så dejligt at føle, at man er blevet tænkt på, hvis man eksempelvis er veganer, for der er ikke noget værre, end at det eneste, du kan spise til juleaften, er kartoflerne, siger hun.
Tænk over julemiddagen allerede i oktober
* Hvis du køber dine dagligvarer online og ved, at du skal have råvarer til julemiddagen leveret til døren, kan du med fordel allerede booke en tid til den 22. eller 23. december, da tiderne vil være udsolgt i december.
* Husk at sætte en alarm kort før den bookede tid, så du har mulighed for at ændre på indkøbskurven.
* Det kan være en fordel at bestille juleanden hos slagteren allerede i oktober eller senest i november - så er der én ting mindre, der skal klares.
* Hvis der er vegetarer eller veganere til stede til julemiddagen, bør du begynde at tænke over grønne opskrifter til bordet.
Kilde: Sarah Skarum, journalist og forfatter til bogen "Sarah Skarums jul".
Få styr på menuen
Generelt er det en fordel at kende til menuen hurtigst muligt, så man kan få handlet de fødevarer ind, som kan holde sig længe.
– Når mange af de fødevarer, man bruger til jul, kommer på tilbud efter mortensaften, kan man lige så godt købe dem der, hvis de kan holde sig, siger hun.
Indehaver af Mnemosyne Kurser, Kirsten Andersen, som både underviser, og har skrevet bøger om planlægning, er enig i, at det kan være en stor fordel at begynde planlægningen af julens mange aktiviteter og gaver allerede i oktober.
– Hvis man nu skal lave en pakkekalender, er det smart at gå i gang allerede i oktober, så man ikke skal stresse, siger hun.
Og selv hvis man slet ikke bryder sig om at forberede julen så tidligt, foreslår hun, at man som minimum overvejer, hvem man skal holde jul med, og hvem man skal købe gaver til.
Hvor skal vi holde jul
– Der er mange, der er i tvivl om, hvor de skal holde jul. Derfor er det en god idé at tænke over, hvem der skal inviteres til jul. Særligt hvis det er første gang, man holder jul, er det en god idé at være på forkant, siger Kirsten Andersen.
Og hvis det er første gang, man holder jul, anbefaler Sarah Skarum, at man tjekker bestik og tallerkener hurtigst muligt, så man ved, om der er nok til julens gæster.
– Det er så ærgerligt, hvis man skal panikke ud at købe smøreknive i sidste øjeblik. Så er det bedre, at man i god tid kan låne eller købe i genbrugsbutikken, siger hun.
/ritzau fokus/
Først publiceret: 13. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:55