Sådan undgår du forkølelse her til vinter
Vinter er højsæson for snottede næser. Forkølelse er utrolig smitsom, men du behøver ikke at blive ramt. Se hvordan du – måske – slipper.
Næsen løber, du nyser, halsen føles ru og du mærker en let hovedpine.
Du rækker ud efter lommetørklædet og straks ved du: Du er forkølet.
Det er voldsomt ubehageligt. Og er du i forvejen svækket, kan forkølelsen bane vejen til langt mere alvorlige og farlige sygdomme.
Undersøgelser viser, at danskerne i gennemsnit er forkølet mellem to og tre gange om året.
For de fleste varer det fra nogle dage til et par uger.
For andre kan det udvikle sig mere alvorligt, der opstår komplikationer som for eksempel lungebetændelse.
Læs også: Influenza kostede 1.600 livet: Nu kan du blive gratis vaccineret
Svært at undgå forkølelse
Faktisk bliver over 2.000 danskere hvert år behandlet for forkølelse på landets sygehuse og forkølelse er årsag til næsten 1.000 indlæggelser, viser en opgørelse fra Landspatientregistret.
Men langt de fleste behøver ikke at søge læge.
”Forkølelse kan være svær at undgå, fordi der findes mere end 100 forskellige vira, der kan forårsage sygdommen. De mange vira er årsag til, at vi ikke udvikler en varig modstandskraft mod sygdommen,” lyder forklaringen på, at de fleste af os hver eneste vinter må lide med snottede næser.
Læs også: Er du også træt af ulæselig indlægssedler? Se her hvad du gør
Det kan du gøre for at undgå at blive smittet
Her får du nogle af de bedste råd mod forkølelse fra blandt andet websitet netdoktor.dk
l. Hold fingre fra næse og øjne
Smitte overføres ofte, fordi der sidder vira på fingrene. Lad derfor være med at røre ved næse og øjne efter kontakt med en smittet.
2. På med varmt tøj
Klæd dig varmt på og undgå kulde i længere tid.
3. Hold afstand
Undgå at opholde dig i rum og steder med mange mennesker, da der her er større smitterisiko. Kom ikke tæt på forkølede, da det øger risikoen for at blive smittet.
4. Vask hænder
Vask hænder ofte og grundigt. Brug mindst 15 sekunder med håndsæbe. Det gælder både for den forkølede og øvrige personer.
5. Drop stress, røg og sprut
Tobaksrygning øger risikoen – både hos rygere og passivrygere. Undgå stress. Det svækker immunforsvaret. Undgå alkohol.
6. Brug engangsservice
Skift til engangsservice, hvis familiemedlemmer er forkølede. Anvend papirservietter og køkkenrulle fremfor håndklæder til at tørre hænderne efter håndvask. Smid alle lommetørklæder og papirservietter ud efter brug.
7. Luft ud
Luft ud i hjemmet. På den måde kan virus og bakterier fjernes. Det mindsker risikoen for forkølelse. Hold hjemmet rent – rengør især kontaktflader som dørhåndtag og gelændere.
8. Sov godt
Sørg for rigeligt med søvn. Hold dig i form.
Først publiceret: 20. september 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:36