Skurk i Sygeplejeskolen: Mine grænser blev presset
Skuespiller Lotte Andersens karakter afstraffer sygeplejeeleverne i den nye sæson af "Sygeplejeskolen". Og ondskaben gik nogen gange over hendes grænse.
Der er et nyt navn på rollelisten i den nye sæson af “Sygeplejeskolen”, som i øjeblikket løber over skærmen på TV 2 Charlie.
Men karakteren spilles altså ikke af et nyt navn i den danske tv- og filmbranche.
Lotte Andersen har nemlig været at finde på skærmen og biograflærrederne, siden hun spillede med i Ole Bornedals kultklassiker “Nattevagten” i 1994.
Siden da har hun blandt andet medvirket i “Strisser på Samsø”, “Taxa”, “En kort en lang”, “Krøniken”, “Forbrydelsen” og “Flaskepost fra P” for bare at nævne nogle få.
Men denne gang spiller den 58-årige skuespillerinde altså den nye viceforstanderinde på Fredenslund Sygehus’ i TV 2’s fjerde sæson af den historiske serie “Sygeplejeskolen”.
En udfordrende rolle
Hendes karakter, Søster Elisabeth Lange, er sød og venlig på overfladen, men en mere dyster side viser sig hurtigt i løbet af den nye sæson, hvor hun kommer til at afstraffe sygeplejeeleverne både psykisk og fysisk.
Og det var altså en udfordring for Lotte Andersen:
– Det sværeste var, at få mig selv så langt ud, som jeg skulle. Min karakter gør nemlig nogle ret vilde ting. Og det følte jeg lidt en modstand på i starten. Jeg tænkte på, om det mon ikke var lidt for overdrevet. Derfor prøvede jeg at moderere det, siger hun og fortsætter:
– Så mine grænser skulle ligesom presses for at nå helt i mål, og det var lidt svært. For jeg havde sat mig for, at skrue lidt ned for det. Men nogle gange skal man bare gå hele linen ud, for at det bliver spændende og giver mening.
Kan lide at spille skurk
Lotte Andersen kan dog godt lide at spille skurk, og det har casterne da også bemærket i løbet af årene.
– Når de skal finde en til at spille en kvinde, som er lidt stram i betrækket med nogle andre normer end de fleste, så ringer de til mig, siger hun og griner.
– Men jeg kan godt lide at være en slags oppositionskarakter, fordi det er sjovest at sige noget, der er skandaløst. Det er også sværere at spille en person, der er imod alle andres moral og værdier, fordi man samtidig skal gøre karakteren menneskelig. Men jo sværere, jo sjovere, siger hun.
Mange af de andre skuespillere fra “Sygeplejeskolen” har været med fra starten. Derfor kender de hinanden rigtig godt og har da også et godt sammenhold både professionelt og personligt.
Men det brugte Lotte Andersen bare til sin fordel, fordi hun jo også skulle spille en udefrakommende i serien.
– Det passede ret godt på min entre både som privatperson og som karakter, siger hun.
Og den rutinerede skuespiller bringer altså noget helt nyt til settet. I hvert fald hvis man spørger hendes kollega Anna Stokholm, som spiller eleven Lis Sommer:
– Det har været virkelig spændende at få lov til at arbejde sammen med Lotte Andersen, som er en vidunderlig skuespiller. Vi havde en del scener sammen, og derfor skulle vi have en connection, selv om vi jo spiller dødeligt uvenner, siger hun og forstætter:
– Hun gav min karakter rigtig meget modstand og en masse udfordringer, som jeg skulle kæmpe med. Og så bliver det rigtig sjovt at være skuespiller. Vi havde blandt andet ret mange stunts i forbindelse med fald-, slå- og tæve-scener. Så der var også flere tekniske udfordringer denne sæson, siger hun.
Fjerde sæson af “Sygeplejeskolen” kan ses på TV 2 Charlie.
Først publiceret: 11. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:53