Martin Miehe-Renards søn døde i lørdags
Lørdag oplevede Martin Miehe-Renard, 65, og hans kone, Karin Jagd, 64, alle forældres mareridt. De mistede deres ældste barn, sønnen Oliver Miehe-Renard.
Det fortæller den 64 årige skuespiller Karin Jagd selv i et opslag på Facebook, hvor hun sammen med tre knuste hjerte-emoji skriver følgende:
‘Vi skriver for at meddele, at vi har mistet vores elskede søn og bror: Oliver Louis Jagd Miehe-Renard, d 11/9-2021. Vi er knust af sorg. -Martin, Karin, Malthe og Astrid, Sally og Jesper.
Oliver Miehe-Renard blev 31 år gammel, og forældrene, Karin Jagd og Martin Miehe-Renard, 65 år, fortæller ikke om dødsårsagen for deres ældste søn.
Kondolencerne strømme ind
I kommentarsporet til Karin Jagds Facebook-opslag strømmer det ind med kondolencer til familien. I skrivende stund har også 1000 personer udtrykt deres medfølelse med forældreparret.
Her har blandt andre skuespillerne Charlotte Fich, Rosalinde Mynster og Benedikte Hansen udtrykt deres medfølelse med familien.
Oliver Miehe-Renard var ikke skuespiller ligesom sine forældre, men havde medvirket i et par ting på Tv, bl.a. i 2009 i tv-serien ‘Lulu & Leon’ og i 1997 i julekalenderen ‘Alletiders julemand’.
Martin Miehe-Renard og Karin Jagd blev gift i 1993. Foruden Oliver har de Olivers mindre søskende, sønnen Malthe og datteren Sally. Astrid og Jesper, som står nævnt sidst i Karin Jagds opslag, er Malthe og Sallys partnere.
Først publiceret: 13. september 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:30