Fyld fugerne på terrassen og undgå ukrudt

Hvis du løbende fylder fugerne på din stenterrasse, giver du ukrudtet svære betingelser. Læs her, hvordan du gør og se video.

Med tiden synker sandet i dine fuger på stenterrassen sammen eller forsvinder, når det blæser eller regner kraftigt. Det efterlader fugerne halvtomme og giver ukrudtet rig mulighed for at gro nede i fugen, hvor der er fugt og læ.

En halvfyldt fuge bliver også hurtigere fyldt med visne blade, jord og andet, som ukrudt godt kan lide at vokse i.

Hvordan minimerer du ukrudt i fuger på terrassen?

Vil du gerne minimere ukrudt, skal du holde dine fuger godt fyldte med en ukrudtshæmmende fugesand. Der findes flere forskellige typer på markedet, men typisk hæmmer de ukrudtet ved at have en høj PH-værdi eller ved at skabe en tæt og hård fuge.

En god huskeregel er at efterfylde dine fuger et par gange om året, når du har renset dem for ukrudt.

Sådan fylder du terrassefugerne

  • Fjern ukrudt, mos og andet skidt i fugerne med en fliserenser/fugerenser eller lignende redskab.
  • Hæld en bunke fugesand ud på terrassen.
  • Fordel sandet rundt i fugerne med en stiv kost, så fugerne er godt fyldt op.
  • Lad lidt sand ligge oven på stenene det første stykke tid, så regnen kan skylle mere sand ned i fugerne.
  • Efter den første regn kan fugerne sætte sig lidt, og det er en god idé at fylde op de steder, hvor der er brug for det.

SE VIDEO: Sådan fjerner du ukrudt mellem fliser

Først publiceret: 4. maj 2020
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 16:20

Se, hvad vi ellers skriver om:

og