Kongeparret mindes dronning Marys far i Australien

Dronning Marys far døde i april. Nu er kongeparret rejst til Tasmanien for at deltage i en mindehøjtidelighed.

Kongeparret deltager onsdag i en privat mindehøjtidelighed for dronning Marys far, John Dalgleish Donaldson, som døde i april.

Det fremgår af kongehusets kalender.

Mindehøjtideligheden foregår på Tasmanien i Australien.

Det fremgår også af kalenderen, at kronprins Christian har været regent siden søndag. Det skal han være til og med lørdag.

Fredag og lørdag skal kong Frederik deltage i kapsejladsen Les Voiles de Saint-Tropez i Sydfrankrig.

Dronning Marys far blev født i Edinburgh i Skotland den 5. september 1941, men flyttede efter universitetsstudier i matematik og fysik senere til Tasmanien.

Han døde som 84-årig den 11. april i år.

Da Mary og Frederik blev gift i 2004, førte John Donaldson sin datter op ad kirkegulvet iført skotsk kilt.

I sin tale udtrykte faren tillid til, at kronprins Frederik var god for Mary.

– Selv om fædre nu om stunder ikke har meget at skulle have sagt i sådanne spørgsmål, så er det med stor glæde og tillid, at jeg overgiver hende i Frederiks varetægt, sagde han.

Kongeparret var i marts på besøg i Australien i forbindelse med et seks dage langt statsbesøg.

Her besøgte dronning Mary sin far, og de havde ifølge kongehuset “flere gode og nærværende stunder sammen”.

Da kongehuset meddelte, at dronningens far var død, lød det samtidig, at familien havde besluttet, at der på et senere tidspunkt ville blive afholdt en privat mindehøjtidelighed.

I forbindelse med sin fars død udtalte dronning Mary i en pressemeddelelse:

– Mit hjerte er tungt, og mine tanker er grå. Min elskede far er død. Men jeg ved, at når sorgen lægger sig, vil minderne lyse op, og det, der vil stå allerstærkest tilbage, er kærligheden og taknemmeligheden for alt, han gav mig og lærte mig.

Dronningen er født i 1972 på Tasmanien med det borgerlige navn Mary Elizabeth Donaldson.

Hendes mor, Henrietta Clark Donaldson, døde i 1997.

RITZAU

Først publiceret: 30. september 2026
Artiklen er sidst opdateret 30. september 2026 kl. 12:09