Det norske kongehus får voldsom kritik for flere beslutninger

Det norske kongehus er i sorg, men flere beslutninger efter hinanden har i den grad været med til at dele vandene.

Medlemmer af det norske kongehus bærer kong Haralds kiste

Netop dette syn har skabt debat verden over. Foto: Ole Berg-Rusten/NTB/Ritzau Scanpix

Det har været et heftigt år for det norske kongehus.

Først begyndte skandalen at rulle, da de omtalte Epstein-filer blev offentliggjort.

Filerne afslørede, at Mette-Marit – der nu er blevet dronning af Norge – havde haft omfattende kontakt med den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Ikke nok med det så blev filerne offentliggjort få dage før, at Mette-Marits søns retssag begyndte.

Marius Borg Høiby endte i juni med at blive idømt fire års ubetinget fængsel for blandt andet to voldtægter. Han ankede sin dom og sidder nu varetægtsfængslet med fodlænke.

I disse dage er kongehuset igen i medierne, men som de fleste allerede ved, så skyldes det en helt anden årsag.

Fredag d. 28. august blev det offentliggjort af kongehuset selv, at landets konge, Harald 5., var sovet stille ind på Rikshospitalet i Oslo.

Marius må deltage

Ikke længe efter kom det frem, at Høiby havde fået tilladelse til at deltage i Haralds begravelse, der finder sted d. 9. september.

I første omgang skulle Haralds kiste dog flyttes fra den røde salon på det kongelige slot til slotskapellet, og her var der et syn, der vakte stor debat.

Ikke overraskende var sønnen, kong Haakon, blandt kistebærerne sammen med sin storesøster, Märtha Louise, ligesom også kronprinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus også bar kisten.

Det kom dog som et chok for mange at se, at også dømte Marius Høiby bar kisten. Ja, faktisk har flere kritiseret kongehuset for beslutningen.

“Signalet er rystende, men ikke til at tage fejl af: Det norske kongehus er ligeglad med ofrene for Marius’ forbrydelser. Faktisk vælger man at belønne ham for hans kriminalitet ved at give ham en prominent plads ved kong Haralds båre. Det skriger jo til himlen,” skrev Ekstra Bladets kongehuskommentator Trine Villemann.

Også på den anden side af kloden har man lagt værke til valget.

“En dømt voldtægtsmand – og den nye konges stedsøn – slutter sig til den kongelige familie for at bære den afdøde monarks kiste” var således overskriften på en artikel i det australske medie Nine.com.au.

Ikke længe efter kong Haralds død delte kongehuset også nogle familiebilleder, hvorpå Marius optræder. Billederne fik efterfølgende en norsk influencer til at beskylde kongehuset for at forsøge at genopbygge hans image som et sødt barnebarn.

“Han skal have lov til at være der”

Der er dog også dem, der forsvarer beslutningen om at lade ham deltage ved begravelsen. Overfor Nettavisen.no udtaler en kongehusekspert, at det ville have været hjerteløst ikke at lade Marius deltage.

“Jeg synes absolut, at han skal have lov til at være der. Alt andet ville have været hjerteløst. Høiby er ikke en del af kongehuset, men han er en del af kongefamilien, og det har han været, siden han var lille.”

TV 2 har også talt med flere nordmænd, og de støtter ligeledes op om beslutningen.

“Det er godt, at han kan være sammen med sin familie. Og så må man skille det lidt ad, at han er dømt for noget andet. Det er en helt anden sag. Vi må holde de to ting lidt adskilt.”

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 2. september 2026
Artiklen er sidst opdateret 2. september 2026 kl. 14:29

Se, hvad vi ellers skriver om: