Malene Schwartz runder 90 år: Elsket rolle gjorde hende til folkeeje
Malene Schwartz runder tirsdag 90 år. Hun vil altid huskes for rollen som Maude Varnæs i "Matador", men det gør hende bestemt ikke noget.
Skuespiller og tidligere teaterchef Malene Schwartz fylder 90 år den 10. august. Rollen som Maude i “Matador” har gjort hende til folkeeje.
Mange vil forbinde skuespiller Malene Schwartz med især én rolle fra hendes karriere – nemlig den sarte bankdirektørfrue Maude Varnæs, der i tv-serien “Matador” ofte må gå op og lægge sig, når noget går hende imod.
Og det er helt okay med Malene Schwartz, der 10. august fylder 90 år, at blive husket som Maude, selv om hun har et langt cv med mange store roller på film, tv og teater og har været succesrig teaterchef flere steder.
“Det er fantastisk, at det har været sådan en succes, og det varer længe, før mit navn bliver glemt.”
“Selv om folk måske ikke ved, hvad jeg hedder, så ved de i hvert fald, hvem Maude er,” sagde Malene Schwartz i et interview i 2021.
Hun har dog ofte selv fremhævet, at hun og Maude er to meget forskellige personligheder. Malene Schwartz er ikke så sippet som bankdirektørfruen.
“Jeg er en grov dame, når det kommer til stykket. Jeg har altid været berømt for min grove humor blandt dem, der kender mig,” sagde hun i 2021.
Det kommer blandt andet til udtryk, når hun flere gange har sagt, at der skal stå “nu går jeg op og lægger mig” på hendes gravsten, når den tid kommer.
Malene Schwartz er født på Frederiksberg og uddannet på Privatteatrenes Elevskole.
Hun har haft meget alsidige roller gennem karrieren med både alvorlige dramatiske roller til musical og revy på teatret.
Det store folkelige gennembrud kom blandt andet med roller i filmene “Frøken Nitouche” og “Pigen og millionæren” og siden i “Matador”.
Men ellers har især teatret fyldt. Malene Schwartz startede karrieren på Allé Scenen og har siden haft en lang række roller blandt andet på Det Kongelige Teater, Det Ny Teater, Aveny Teatret og Folketeatret.
Fik hård medfart
Hun udgjorde sammen med Lone Hertz en direktørduo på Bristol Teatret fra 1980 til 1982 og Aveny Teatret fra 1982 til 1992.
At to kvinder skulle lede et teater, fik en hård medfart i dagbladene i begyndelsen.
“Der var en journalist, der skrev: ‘De har vores sympati, men de har ikke noget at have den i’. En anden skrev, at man skulle gå i en stor bue uden om teatret, efter at de to kvinder havde fået det, har hun fortalt.
Men de fik succes, og siden blev Malene Schwartz teaterchef for landsdelsscenen i Aalborg og teaterchef for Folketeatret.
I 2017 kunne hun fejre 60-års jubilæum som aktiv skuespiller.
I dag har hun trukket sig tilbage og nyder pensionistlivet, fortalte hun i 2025 til Se og Hør.
Helt stille har der dog ikke været om Malene Schwartz, som i 2021 udgav en bog om at blive ældre i samarbejde med journalist Cathrine Errboe.
Malene Schwartz bor i København og har en datter fra sit første ægteskab. Siden blev hun gift med forfatteren Paul Hammerich. Ægteskabet varede til hans død i 1992.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 10. august 2026
Artiklen er sidst opdateret 10. august 2026 kl. 13:36